Louise i Vietnam

Hjemme igen..

2009-02-17T12:15:00.000-08:00

Så kom jeg hjem... Da dagen nærmede sig og jeg skulle til at pakke mit værelse i Hanoi ned og tiden var til at forlade Hanoi, blev jeg fyldt med glæde (glæde over at skulle se min familie og venner igen efter 6 måneder), men også med "ked af det hed" (ked af, at skulle forlade Vietnam og især Hanoi, som jeg er kommet til at holde så meget af og ked af at jeg fik en følelse af, ikke at have fået 160% ud af opholdet- pludselig var der meget som jeg ville have gjort mere, tiere og bedre...)Det var super sørgeligt at skulle sige farvel til Trang og resten af fam. Viet og da de andre 3 allerede var taget hjem, var det som om det var endnu sværere at sige farvel også fordi jeg fyldt med så mange blandede følelser, 13 timers hjemrejse forand mig og ingen at "dele" det med......VELKOMMEN TIL KØBENHAVNS LUFTHAVN...Det var det vildeste jeg har prøvet, en masse følelser væltede ind over mig, gud hvor var jeg dog glad for at se de 4 ord!!!

Da jeg kom ud af lufthavnen var det første jeg så: mine forældre, min lillebror og mine venner og så hørte jeg min mor råbe: DER ER HUN !!! Det var VIDUNDERLIGT at se dem alle og så surrealistisk, fordi jeg havde været væk i 6 måneder, men det føltes som om jeg lige havde været en tur i klædeskabet (Narnia)... Min mor havde inviteret alle til frokost og der var linet op med ALT hvad jeg elsker af dansk mad... Hvor heldig har man lov at være... Omgivet af mad og personer som jeg elsker :-)

Jeg Savner Vietnam HELT VILDT meget og jeg skal HELT sikkert tilbage og se og opleve mere af Vietnam...!

What NOT to do in Vietnam

2008-12-01T03:06:00.003-08:00

Hmm hvor dum har man lige lov at være....

Jeg synes lige at jeg skulle forkæle mig selv lidt, så jeg fandt et lille "spa-sted" og til min STORE glæde, farvede de også øjenvipper!!!!- hvilket har været umuligt at finde et sted som gjorde det...
Jeg spurgte selvfølgelig ind til om det nu var farve til vipperne og ikke bare hårfarve og hun forklarede at de importere vippe-farven og at den var god- jeg stolede "blindt" på hende og var SÅ glad for endelig, at have fundet et sted der farver vipper... Jeg bestilte så også lige en bodyscrub- skulle da forkæles...

Jeg fik så udleveret et par meget små og meget gennemsigtige engangs-trusser, som jeg skulle tage på- kunne nærmest være det samme... Bagefter lagde jeg mig så på briksen og mens én pige begyndte at lægge farve på mine øjenvipper, begyndte én anden at skrubbe og skure på min hud (intet blev forskånet)... Der lå jeg så, nærmest uden en trævl på kroppen i et ALT for koldt rum i ca. 40 min, uden at kunne se en dyt- kunne hører at en eller anden gik i bad lige over for og at viste, at "klædet/døren" ikke var trukket for...

Glæden varede dog ikke ved- for efter ca. 20 min begyndte det at svie lidt i øjnene og hun tog farven væk (var begyndt at blive lidt bekymret)- men så puttede hun så mere farve på... "I make them extra black for you..." sagde hun og jeg, selvom jeg var lidt bekymret, stoppede hende ikke- tænkte vist (lidt "grådigt") YEP, helt sikkert!!! Da farven havde siddet i endnu 10 min. dryppede hun ét eller andet i mit øje (fandt ud af, at det var saltvand- men det er nok ikke blevet opbevaret helt korrekt og aner ikke hvor gammelt det var)- jeg havde mine kontaktlinser i øjnene og kunne hurtigt mærke at der var et eller andet galt- men IGEN stoppede jeg hende ikke (ved ikke lige hvorfor)... Bagefter var mine øjne ret irriteret og jeg kunne ikke få dem ud... Senere på aftenen blev det så slemt, at jeg måtte tage på sygehuset, tilbragte så 5 timer alt i alt på 2 forskellige sygehuse, da lægen på det første sygehus sagde, at der ingen kontaktlinser var... Jeg var dog ikke helt tryg ved det, jeg vidste jo at de var der... Men efter 3 besøg hos 2 øjenlæger, som begge siger at de ikke er der, så vælger jeg at stole på dem... Mine øjne er næsten normale nu, og er heldigvis sluppet uden større skade... men med med extra red eyes....

Lidt blandet

2008-12-01T02:08:00.000-08:00

Så fik Sara og jeg sendt en masse (ca. 24kg hver) hjem- Ved simpelthen ikke hvordan jeg er endt med at have SÅ meget at sende hjem... tror nogen har taget mine penge og købt ALVERDENS ting og så placeret det i mit skab- det må være den eneste logiske forklaring...
Og som vi snart har måtte erfare: Ting Tager Tid her i Vietnam, selvom vi troede, at fordi vi havde klaret alt forarbejdet, med at putte i kasser og skrevet præcis hvad der var i dem, så ville det kun tage en times tid- meen Nej det tog lidt over 2½ time at få ordnet 4 kasser til hjemsendelse... Tålmodighed er en dyd....

Man kan have MEGET på en MotorBike...

En anderledes, men hylende morsom tur på gadekøkken...

Sara og jeg var et smut på gadekøkken for at få lidt "hurtig" aftensmad- meen vi kom til at sidde ved siden af et par tørstige vietnamesere, som bestemt synes at Sara og jeg skulle hilse på dem (gøres ved at drikke en shot risvin sammen) Og det gjorde vi så- OG SÅ startede cirkuset... De synes åbenbart at Sara og jeg var nogle rigtige prinsesser og derfor skylle vi selvfølgelig kysses... Den ene (som var "bedst" til engelsk) blev ved med at sige "I wanna mess with you tomorrow"... hvilket vi fik meget sjov ud af, tror han mente "meet"... Vi endte med at underholde hele "butikken"...

Hjemme hos min lærerinde (Huong)...

Jeg og Evelyne (frivillig i min klasse) var blevet inviteret på aftensmad hos Huong, det var rigtig hyggeligt- Evelyne og jeg hjalp til med maden og mange af naboerne kiggede forbi for at se "girafferne"- Huong forklarede, at det er ære for en vietnamesisk familie, at have vesterlændinge på besøg... Så det skulle foreviges- op til flere gange... (-:

Afsked på Sao Mai

2008-11-25T01:09:00.000-08:00

I dag holdt vi afsked med lærerinderne og Dr. Lan, da det var sidste dag, hvor vi alle var på arbejde på samme tid... Vi havde købt frugt og Kage og køkkenet havde lavet ekstra lækker mad (forårsruller...MUMS) Det var rigtig hyggeligt og vi fik sunget en masse- vi skiftedes til at synge henholdsvis danske og vietnamesiske sange...

Lego

2008-11-25T01:04:00.000-08:00

Jannies forældre havde kontaktet Lego i DK og havde fået sponsoreret 30kg Lego til børnene på Sao Mai,!!!!!!!!!!!! Selvom det var et helvede og at det tog 4½ time at hente kasserne med Lego- så var det, bestemt alt besværet værd, da jeg så hvor glade børnene blev, da de fik det (-:

Lærerinderne blev ved med at sige "Beautiful, Beautiful !!" og jeg kunne sagtens forstå hvorfor- kvaliteten af Lego, er klasser over den normale standard for kvalitet på vietnamesisk legetøj!!!

TAK LEGO!!!

Kulturbeskrivelse

2008-11-24T03:22:00.000-08:00

Jeg oplever ikke, at religion er styrende på Sao Mai og det er ikke fremgår ingen steder, om hvilken religion børnene tilhører. Men jeg vil tro, at de fleste børn enten kommer fra buddhistiske eller katolske hjem - derimod har de en stor byste af Ho Chi Min oppe i mødelokalet – selvom det ikke er en religion, så er det det, som de fleste på Sao Mai har til fælles ... I de fleste butikker er der dog et lille ofringsbord/alter (aner ikke hvad det hedder), med figurer af Buddha og hvor der bliver offeret gaver og diverse mad, drikke og sågar cigaretter til Buddha.
Sao Mai er en selvstændig institution og den ”overlever” via diverse sponsorater og vha. forældrenes betaling. Alle, uanset social klasse, har mulighed for at få deres barn indskrevet på Sao Mai... Der er et udvalg, som tager ud til familierne og ser hvor mange midler de har at gøre godt med og vurderer derudfra hvor meget de skal betale, for at have deres barn på Sao Mai...
På Sao Mai (og Vietnam i det hele taget) er de ikke specielt lukkede omkring hvordan deres kultur er formet og man kan uden problemer diskutere/tale om, hvad forskellen er mellem den vestlige og den Vietnamesiske kultur. Jeg følerhelt klart, at de respekterer mig og den måde jeg tænker og reagerer på. Det er dog for alvor gået op for mig, i hvor høj en grad ens kulturelle baggrund præger ens tanke- og handlingsmønstre ....
Der fejres en del højtider på Sao Mai... Eftersom man kører efter den kinesiske kalender hernede, fejrer de dage som Månedagen (hvor månen er rundest) og går meget op i, at dagen er hyggelig med musik, mad og arrangementer.. Man fejrer også første skoledag som en festlig begivenhed, hvilket er lidt sjovt da den ligger midt i september og der ikke er forskel fra den ene dag til den anden dag, men man starter et nyt år alligevel og den bliver fejret lidt på samme måde som månefesten. To gange om året fejrer man Womensday hvor lærerinderne får blomster af forældrene og giver blomster til ledelsen... De fejrer også teachersday hvor man fejrer lærerinderne lidt på samme måde som på womensday... De fejrer faktisk også jul, hvilket nok mest har noget at gøre med den vestlige indflydelse som alle de frivillige har på stedet... ellers fejrer de fødselsdage og afslutninger næsten ligesom man gør i Danmark med sang og slik, hvor forældrene også deltager… Forældrene har dog ikke helt samme rolle som de har derhjemme. Eftersom børnene bliver hentet og afleveret ved porten til gangen hvor deres klasse er, har jeg ikke rigtig nogen ide, hvem der er forældre til hvem- men tror de fleste af forældrene til børnene i min klasse ved hvem jeg er- hvordan det er gået til, aner jeg ikke (-;
Generelt oplever jeg, at forældrene er meget omsorgsfulde og kærlige over for deres børn og bekymrer sig meget om deres børn (Hvilket vel ét eller andet sted er globalt…) - Forældrene og lærerinderne snakker sammen ude ved porten og jeg gætter, at de snakker om hvordan dagen er gået og om der er noget de skal være særligt opmærksom på. Det tænker jeg i hvert fald, da lærerinderne ved en masse om børnene... Forældrene bliver også inviteret med til workshop hvor de har mulighed for at høre om fx Autisme og hvordan man kan arbejde med det som forældre osv...
Som også tidligere beskrevet, er det Dr. Lan der er lederen på stedet og det er hende, som tager alle beslutningerne. Dr. Lan står helt og holdent for hvad børnene skal lære og hvordan dette skal foregå... Jeg oplever ikke, at der er mange diskussioner mellem lærerinderne og Dr. Lan, omkring hvordan og hvorledes tingene bliver gjort... En gang imellem kan lærerinderne godt diskutere med hinanden, men i bund og grund gør de som der bliver ”dikteret” oppe fra... De eneste tidspunkter hvor jeg har oplevet diskussioner, er til de workshops vi har været til... Her har vi/Peter specifikt bedt lærerinderne om, at komme med deres mening og det har ikke været helt nemt, men det lykkedes da meget godt til den første workshop... Men derudover er der ellers ikke personalemøder som man kender derhjemme, hvor man diskuterer hvordan det går og om man kan gøre tingene anderledes.. Man gør lidt hvad der bliver sagt til en og forventet af en, fra ledelsens side... Jeg ved ikke om jeg oplever en tydelig ledelse men man kan vel sige, at den er ”usynlig synlig” i og med, at der er videokamera i hvert klasselokale, og via disse bliver der holdt øje med lærerinderne og de er klar over at ledelsen holder øje..

Rejsebrev

2008-11-23T06:48:00.000-08:00

Hmm, det er faktisk ret surrealistisk at skulle til at skrive dette rejsebrev, der er allerede gået 4 måneder og pludselig føles det som om jeg kun har været her i 4 uger- tiden er fløjet af sted og jeg synes der er så meget, som jeg ikke har fået nået- men på den anden side, får man nogensinde nået det man gerne ville??? Nej det tror jeg ikke, så selvom jeg havde været her i 4 år, så var der sikkert stadig 1000 ting som jeg gerne ville have set/gjort.
Jeg synes meget hurtigt, at jeg er faldet ind i hverdagen hernede. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har der ikke været meget energi tilbage, når jeg er kommet hjem fra Sao Mai... Jeg tror det har har haft meget at gøre med, at jeg ikke rigtig har kunne kommunikere med mine lærerinder og selvom om vi stort set hver dag har øvet forskellige ord på vietnamesisk og engelsk, så synes jeg ikke, at der har været noget mærkbart resultat ift. kommunikationen. En anden ting der har drænet mig meget, har været rutinerne, jeg trives bestemt ikke særlig godt med alt for mange rutiner, og selvom jeg faktisk har haft ok frie rammer til at gøre som det "passer" mig ift. arbejdet på Sao Mai, så har den manglende energi haft en indflydelse på mine initiativer. Men måske og nok meget sandsynlig, har jeg nok også haft alt for store forventninger til mig selv og hvad jeg kunne præstere ift. Sao Mai. Det har hjulpet mig meget, at Peter (fra VSO) har været der og har den "samme" kulturelle baggrund som mig, jeg har brugt ham meget som en slags rådgiver, når tingene blev lidt for meget for mig og vi har haft en masse gode snakke om netop det, at komme fra en anden kultur, end den man pt. bor i. Jeg har nogle gange befundet mig i situationer, hvor jeg har følt mig så presset, at jeg faktisk har taget mig selv i at tænke "Og hvorfor var det lige, at det er så slemt at slå børn". Det er UTROLIGT skræmmende, når man pludselig opdager, at man som person kan blive presset SÅ meget, at man tænker en tanke, som er SÅ langt fra ens syn på hvad der rigtigt og forkert og virkelig, virkelig frustrerende at opdage at man dybt, dybt inde rummer sådanne tanker/følelser, tanker/følelser man ikke troede man kunne få/have...
Den situation med pigen, Ming, har dog været min lille sejr (hvis man kan sige det) på Sao Mai og det har betydet meget for mig, at vide at jeg har gjort en lille bitte foreskel, mens jeg har været på Sao Mai- dermed ikke sagt, at det er det eneste jeg synes jeg har "fået noget ud af", men det er nærmest umuligt på nuværende tidspunkt at beskrive hvad jeg ellers har fået ud af mit ophold i Vietnam- for jeg tvivler ikke på at listen er lang, men tror først at det rigtigt går op for mig, når jeg er kommet hjem til DK igen... Det er bare nemmere at sætte fingeren på de "store" ting som har "ændret" sig på Sao Mai og som har ændret mig- men i virkeligheden tror jeg måske at det er de små ting/episoder, som er sværere at beskrive, og som i længden har betydning for mig og "Sao Mai". En ting, som dog er gået op for mig er, at lærerinderne, i den tid jeg har været i klassen, er blevet mere legende, pjattende og kærlige overfor børnene, i starten så jeg INGEN af dem lege og pjatte med børnene og i fredags gik det så op for mig, at de nu faktisk leger, pjatter, krammer, kysser børnene, giver dem svingture, kilder dem osv. og jeg vælger, at tro, at det er min interaktion med børnene, som de har set og derfor gør det samme... Ja man har jo lov at være optimistisk (-;
En anden ting som jeg har opdaget om mig selv er, at i mit daglige færden i Hanoi, er mit temperament skrumpet betydeligt ift. hvordan jeg ellers ville reagere hjemme i DK, hvor jeg kender sproget, de uskrevne regler, kulturen og hvor demokratiet er så dybt forankret i hverdagen. lad mig give 2 eksempler:
1# Skulle hente en pakke fra Lego, som Jannies forældre havde sørget for var blevet doneret til Sao Mai, denne skulle hentes i lufthavnen, det tager ca. 45min i taxa hver vej, så tænkte det når jeg da lige i frokostpausen- 2 timer skulle være nok! Meeen NEJ, jeg brugte 4½ time alt i alt, måtte gå fra den ene skranke til den næste, til den tredje og så tilbage til den første, for at ordne div. papirer, stempler, bevise at jeg var mig osv... Den sidste og fjerde skranke jeg kom til, blev bestyret af en lille sur mand, som nægtede at give mig mit pas før han havde fået nogle penge og så skulle jeg da også lige udfylde det 3275432649 stykke papir i 2 eksemplarer...!!#"#! Så var det lige, at jeg brændte sammen og sagde meget højt og meget tydeligt "Nej (på vietnamesisk)" stampede i gulvet og hamrede hånden ned i disken- at han så bare grinede af mig hjalp så ikke lige på temperamentet og da jeg endelig fik mit pas igen- ja så ville de så ikke give mig pakken- !"¤""!#! Igen måtte min fornuft kapitulere og jeg råbte det er "for helvede CHARITY!!!!" Endelig fik jeg pakkerne (2x15kg) og var først tilbage på Sao Mai kl. 16.15.
2# Skulle i dag melde tyveriet af mit kamera (ja det blev så lige stjålet), jeg kørte ind, på min motorbike, på den store politistation ved Hoan Kiem søen og parkerede, gik hen for at finde en betjent, da jeg fandt ham der havde vagt spurgte jeg selvfølgelig, om det var her man skulle melde tyveri- Nej var svaret- hvor kan jeg så melde det??? Nej, var svaret igen..?? Jeg forsøgte med div. fagter at forklare, at mit kamera var blevet stjålet (lige til en oscar, hvis jeg selv skulle vurdere min optræden) Nej, var svaret igen... !#"!"!!!##¤? DOES ANYONE SPEAK ENGLISH??? Svaret var vist også NEJ, for betjenten tog mig hårdt i armen og ville føre mig ud på vejen, hvis det så ikke lige var fordi min motorbike stod parkeret inde i deres gård, så var jeg også gået... Jeg forsøgte mindst 5 gange at forklare, at jeg altså skulle have min motorbike med- og hver gang hev han bare hårdere i min arm- til sidst rev jeg mig løs og gik demonstrativt (Louise 4 år) over til min motorbike og så kørte jeg- jeg måtte yderligere på 2 politistationer inden det lykkedes mig, at få meldt tyveriet...

Tror ALDRIG at jeg før i mit liv, har været i sådanne situationer hvor jeg har tyet til så primitive metoder... Men det har for alvor fået mig til at indse, hvor svært det er, at være i et land hvor man ikke kender sproget, kulturen, "reglerne", procedurerne osv...

Men der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at tage praktikken her i Vietnam, er det BEDSTE jeg nogensinde kunne have gjort og jeg ville aldrig have gjort det anderledes, ville ikke være foruden!!!

2008-11-23T03:05:00.000-08:00

Vietnam overvejder at forbyde lave folk, tynde
folk
eller folk med små brystmål at køre motorcykel eller
scooter.

Sundhedsministeriet i Vietnam har for nyligt
anbefalet, at det skal
være forbudt for mennesker, der har et brystmål på
mindre end 71 cm, at køre på
scooter eller motorcykel. Samtidig skal det
være forbudt for tynde eller lave
mennesker. Det skulle være et spørgsmål om
sikkerhed.
Hvis det bliver en
realitet, vil det have store konsekvenser
for den vietnamesiske befolkning, der
jo ikke hører til blandt de højeste i
verden. Mange vietnamesere bruger nemlig
scooteren til at køre på
arbejde.
Forslaget er en del af en pakke, der skal
sikre, at de
vietnamesiske trafikanter er sunde og raske. Men der er ikke nogen
forklaring på, hvorfor ministeriet mener, at små mennesker er dårlige
trafikanter, og talspersoner fra ministeriet har ikke ønsket at kommentere
på
forslaget, skriver nyhedstjenesten CNEWS.
Vietnameserne finder
forslaget
grinagtigt.
"De nye forslag er virkelig sjove, men mange
vietnamesere
risikerer at blive ofre for denne vittighed. Mange
vietnamesiske kvinder har små
bryster. Jeg har mange venner, der ikke vil
være i stand til at opfylde disse
krav," siger Le Quang Minh, en 31-årig
børsmægler fra Hanoi
Vietnamesiske
bloggere gør grin med forslaget på
internettet og forudser færdselsbetjente med
målebånd, der ivrigt stopper
kvindelige scooter-kørere for at tjekke
brystmål.
"Fra nu af bliver BH'er
med indlæg en best-seller," skriver Bo Cu
Hung, der er en populær blogger
fra Ho Chi Minh City.
Den gennemsnitlige
vietnamesiske mand er 163 cm høj
og vejer knap 55 kg. Den gennemsnitlige kvinde
i landet er 155 cm og vejer
knap 47 kilo. Det er ikke lykkedes at finde
oplysninger om det
gennemsnitlige brystmål.
-Newspaq

Synes lige i skulle have det her med... Siger MEGET om Vietnam... Taget fra: http://avisen.dk/vietnam-vil-forbyde-fladbrystede-paa-scooter_99640.aspx

Gudske lak og tov, at man hverken er det ene eller andet... Lidt godt skal der da være ved, at falde uden for mængden der hvor man bor...haha

Weekendtur til Halong Bay D. 14-16. november

2008-11-23T01:49:00.000-08:00

David og jeg havde købt en tur til Halong Bay gennem "Sinh Café" hvilket er et af de store travel agencies i Hanoi og havde derfor forventet en tur hvor vi fik det vi havde bestilt... Men vi måtte erfare, at intet er som det ser ud i deres brochure...

Vi havde betalt for:

Den første dag/nat på båd med dobbeltseng og god betjening, besøge en grotte, 2 timers kajak roning, et par timer på stranden, hvor man kunne bade og sole sig lidt...

Anden dag på Cat Ba island, med trekking og besøg på Monkey island hvor man kan se aber og en nat på et fint og lækkert hotel...

Vi fik:

Første dag besøgte vi den flotte drypstens -grotte- som desværre var oplyst af lilla,rødt, grønt og blåt lys, så fik mig til at føle at, jeg var med i en dårlig gyser fra 80`erne, hvor der hvert øjeblik kunne springe en kæmpe øgle (af den alt for dårligt lavede slags) frem fra en af de små grotter...

Og så tilbragte vi ellers resten af dagen/natten på Cat Ba, på et ok hotel- men ikke det som vi havde set i brochuren og med mange japanere, som festede til kl. 3 om morgene på etagen over os... Trekking i en national park op af et meget meget stejl og stenet bjerg- det var helt klart turens højdepunkt og det var en hel vildt fed og hård trekking- især da jeg havde valgt at gøre det i stramme cowboyshorts og klipklapper- alle andre, end David og jeg, havde fine vandresko på og vi havde selvfølgelig også taget hele vores oppakning med- selvom vi åbenbart kunne have efterladt det på hotellet- som de fleste andre havde gjort... Men hvorfor gøre det let for sig selv...haha

Så blev vi kørt til "havnen" og ventede så 1.5 time på båden- da vi kom ombord, på dem noget faldefærdige båd... Håbede ikke at vi kom i en situation, hvor vi fik brug for redningsbåd... Heldigvis lå vi SÅ tæt på de andre turist både, så vi bare lige kunne hoppe derover, hvis uheldet var ude...

Vi fik så et værelse med to senge- der var nemlig kun ét dobbeltværelse... Personalet på båden var ikke ligefrem serviceminded og alting blev sagt meget "stramt" og uden smil på læben- tror de har haft omkring 100000000000 turister for mange og bare er trætte af det- vi skulle f.eks betale 40.000VD for 2 øl som vi havde taget med ombord (de koste 20.000VD at købe!!!) Hvilket jeg nægtede!!!! næste dag havde vi 45 kajakroning, hvor en af de mange sejlende "kiosk kvinder" (som på billedet forneden)...

prøvede at tage Røven på mig- hun ville have 60.000VD for en pakke cigaretter (triple pris) og ville ikke give mig pengene tilbage for den Cola jeg lige havde købt af hende- Hvad fanden gør man lige, når man sidder midt på havet, i en lille skaldet kajak og ikke kan få sine penge tilbage... Man råber og plasker vand, selvfølgelig... det endte da også med at hun gav mig penge tilbage, prøvede dog lige at se, om jeg opdagede at hun gav 20.000VD for lidt retur...IHHHHHHH der var jeg lige på nippet til at give hende en ordentlig gang vand, meen beherskede mig dog- Faktisk lidt interessant hvordan ens lunte kan gå fra nærmest uendelig til knap 5cm bare fordi man rejser fra DK til Vietnam...

Efterfølgende var det ellers retur til Hanoi... Hmm ved ikke helt hvad jeg skal mene om Halong Bay, hel klart smukt men alt alt for turistet, og hvis jeg kunne gøre den om, så havde jeg nok sparet pengene og taget et par ekstra dage i Sapa og taget på homestay...

Weekend tur til Sapa (Nordvest for Hanoi) D. 7-10. november

2008-11-22T23:35:00.000-08:00

Efter 8 timer i tog i en sovevogn med 4 andre mennesker, på verdens tyndeste madras og med få timers søvn ankom David og jeg til Lao Cai, der blot ligger få kilometer fra grænsen til Kina, og derefter skulle vi så lige tilbringe lidt over 1 time i verdens mest ramponerede minibus, der til dags dato er set... Men til Sapa kom vi og hvilket et smukt sted!!! Sapa by er omringet af bjerge og risterrasser, mange af husene var udført i træ og luften var REN, der duftede af natur... Virkelig skønt med ren bjergluft til forskel fra smoggen i Hanoi...

Der er mange forskellige stammer i området omkring Sapa og dem vi kunne "identificere" var Black H´Mong, som er den største etniske minoritet i Vietnam, der tæller en halv million mennesker, de bor spredt i det nordlige Vietnam. De bærer en rigtig flot sort/mørkeblå dragt, som de selv væver af hampplanter og farver med indigoplanter (første billede) og Red Dzao (billedet efter).

David og jeg lejede en motorcykel til alle dagene.

Den første dag tog vi "ned" fra Sapa og forsøgte at finde en bestemt landsby (har glemt navnet :-( )Men pga. oversvømmelsen ugen før, så var de fleste veje meget dårlig og nogle helt ufremkommelige på motorbike, så vi kom aldrig ned til landsbyen, men fik en smuk og sjov tur med våde bukser og mudder...

Så da vi kom retur til Sapa satte vi os ind på en restaurant hvor de havde pejs og drak en lumomba- næsten som at være på skiferie...Og faktisk sad jeg også og forventede, at der snart ville komme nogen gående forbi med skistøvler og skitøj på- stemningen og byen kunne om aftenen minde meget om et sted i Østrig...

Om aftenen tændte vi op i pejsen på værelset på hotellet- hvilket et eller andet sted, var fuldstændig uansvarligt når man tænker over det: Hotellet er bygget hovedsageligt af træ, træet vi tændte op i spruttede og hvæsede og der var ingen metalplade på gulvet, så vi hældte vand på gulvet- skorstenen virkede ikke helt efter hensigten, så værelset blev FYLDT med røg, host host- men hyggelig var det...

Den anden dag tog vi ud af Sapa og op af bjergene- det var virkelig en smuk tur, men også MEGET kold og da vi kom tilbage til Sapa igen kunne jeg slet ikke få varmen igen. Jeg havde ikke fået taget nok tøj med, men jeg var for nærig til, at købe en Fleece trøje, så jeg gik ind i en lille butik og spurgte om jeg kunne leje den for et døgn- hmmm det spørgsmål havde de vist ikke fået før, men pigen (ca. 10år!!!!) som "styrede" forretningen og som havde overraskende godt engelsk kunne straks se en forretning i det og efter lidt forhandling blev vi enige om at jeg skulle give 200.000VD og dagen efter ville jeg så få 150.000VD tilbage- altså kostede det 50.000VD (15kr) at leje den i et døgn- de bedste 15 kr. jeg NOGENSINDE har brugt!!! Ahhh varme (-;

Den sidste dag tog vi til Ta Phin, som ligger ca. 30 min. udenfor Sapa, hvor mange Red Dzao stammefolk bor, og vi blev inviteret ind i en lille landsby (2 huse) og der sad vi i ca. 30 min. de kunne snakke lidt engelsk, men det meste af samtalen var med kropssprog og mimik... Den ældste i stammen var en dame på 75år og hun sad og syede da vi kom, hun viste mig hvad hun havde syet og så viste hun mig ét af deres tørklæder, som de alle bærer og ville give mig det på- meen det var ikke så nemt, for mit har var åbenbart mere glat end deres og til sidst måtte en af de andre komme og hjælpe... Vi blev også tilbudt, at ryge på hendes pibe, hvilket vi så gjorde- det er almindelig tobak, men det er MEGET stærkt, så jeg begyndte at hoste helt vildt, til stor morskab for de andre- David klarede den dog uden at hoste, hvilket synes at imponere dem (-;

Om eftermiddagen tog vi tilbage til Sapa by og spiste lækker grillet kød og fik en kold øl...

Sapa var en rigtig smuk og charmerende by, men man kunne også få for meget af det, så 3 dage var nok, det kan blive meget trættende hele tiden at skulle sig "no thank you" til alle dem der konstant vil sælge noget til en- selv små piger helt ned til ca. 4-5 årsalderen gik rundt og solgte med sætningen: “You buy from me, please?”, mens de så på en med det mest bedende og ulykkelige blik, som skulle få en til at føle medlidenhed og købe. Og der var da også en enkelt gang hvor jeg ikke kunne sige nej og købte lidt...

Torsdag d. 20. november

2008-11-22T23:05:00.000-08:00

Happy teatchersday!!!!

Denne dag bliver fejret i hele Vietnam, det er en helligdag hvor lærerne får gaver af elever og forældre. Jeg havde købt en buket blomster til hver af mine lærerinder og da jeg kom ind i klassen med buketterne blev de meget glade- specielt Huong, som hvinede af glæde og sprang op på ryggen af mig og udbrød: Cam on.... (meget højt). Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine, det var simpelthen alt for komisk- der stod jeg med min lærerinde/kollega, på ca. 152cm og 45kg, på ryggen og en buket blomster i hånden, mens stort set alle de andrelærerinder stod og kiggede på... JA, det er utroligt hvad blomster kan gøre...haha

Blomsterne til mine lærerinder

Lidt efter kom nogle af børnenes forældre og gav lærerinderne og mig blomster og gaver.

Kl. 9.00 gik vi alle (børn og lærerinder) op på 4. sal hvor der igen blev givet blomster og gaver- Peter og jeg blev kaldt op og fik en laaang tale (på Vietnamesisk, men forstod da "Danmark" og"Tak") og vi fik en buket blomster og en gave hver (jeg fik en MEGET stor bøtte balsam og Peter et farverigt tørklæde) af forældrerådet - så vidt jeg forstod...

Det var en rigtig hyggelig dag og egentlig synes jeg rigtig godt om ideen med at vise lærer/pædagoger sin taknemmelighed over deres arbejde- Måske en idé til en helligdag i Danmark..!!!

På egne hjul til Chua Huong = Perfume pagoda

2008-11-22T03:57:00.000-08:00

Lørdag d. 22. november besluttede jeg at lufte den lille Motorbike...

Jeg tog en tur til Chua Huong, 60km fra Hanoi, for at besøge perfume pagoda- en samling af en templer, beliggende i smukke bjerg omgivelser og som kun kan besøges i båd via Yen-river. Jeg havde forinden købt et kort og jeg havde fået forklaret turen, skrevet notater, samt fået tegnet den ind på kortet, jeg ville for alt i verden ikke ende med at fare vildt IGEN og ende med endnu en usynlig turist attraktion.. Alt var på plads og jeg pakkede mig godt ind og tog af sted kl. 7.30 ruten så let ud, skulle kun dreje 3 gange, det var jo lige til at huske... Men da jeg havde kørt ca. 15 km havde jeg stadig kun drejet 1 gang og jeg skulle ifølge beskrivelsen have været drejet 2 gange på dette tidspunkt!!! PANIK, jeg spurgte nok ca. 10 pers. om vej på en strækning på 2km, som alle sagde at jeg var på rette vej- lettere mistroisk (det kunne jo være en sammensværgelse) kørte jeg videre og sørme om jeg ikke endte med at komme til Chua Huong efter at have kørt 60km og 2½ time- HALLELUJA !!!

Jeg købte en tur i båd i 2 timer af en pige som hed Ming, hun var rigtig god til engelsk og så tilbød hun den billigste tur, det kostede 110.000 VD (ca. 60kr). Turen på floden var meget smuk og utrolig fredfyldt- jeg var stort set den eneste turist- hvilket var 50% af oplevelsen!!! Vi stoppede "kun" ved et tempel, Den Trinh, da jeg desværre ikke kunne nå at se flere, fordi jeg skulle nå tilbage til Hanoi inden det blev mørkt. Ming lod mig ro lidt af vejen- til STOR morskab for os begge, det er sgu ikke så nemt som det ser ud til, skal jeg lige hilse at sige!!!

Gravstene, som engang var placeret på tør grund- men pga. turismen har regeringen udvidet floden!!!

Ming lavede en halskæde til mig af en åkande (vildt!)- for "good luck" (-:

Da vi kom op til selve templet, sad der 4 munke (3 af dem var kvinder!!! det troede jeg så ikke at kvinder kunne være?! Men de kan de altså godt...) og spiste frokost og de inviterede mig til at spise med. Det var en meget speciel og unik følelse, at sidde der og spise sammen med dem. Og jeg følte mig meget "heldig" - tror jeg følte en lille snert af religiøsitet - selvom jeg normalt ikke er troende på nogen måde... Efter maden blev jeg vist ind i de to rum, hvor de tilbad Buddha og vi bad sammen... Tror sgu godt jeg kunne falde for Buddhisme (hvis ikke allerede jeg er smidt ud af "klubben" for at bande og skrive buddhisme i samme sætning...haha).

Turen tilbage var laaang og kold, og min bagdel protesterede voldsom imod, at skule tilbringe endnu 2½ time på den knap så konfrontable motorbike, så da jeg endelig nåede Hanoi sov begge mine balder! og jeg måtte kæmpe en brag kamp for at komme af motorbiken...

Så så man lige mig på egen motorbike i Hanoi...

2008-11-20T06:45:00.000-08:00

Torsdag D. 13. november

ENDELIG fik jeg taget mig sammen og jeg har lejet en rigtig fin ægte Hanoi motorbike (125kubik) med defekt speedometer og kilometer tæller og kun ét bakspejl (revnet)...

Mere ægte Hanoianer bliver jeg vist ikke... Ja altså lige bortset fra, at jeg skiller mig temmelig meget ud fra mængden med det lyse hår og er sådan ca. et hoved højere end de fleste vietnamesere (-:

Det er slet, slet ikke så kaotisk som det ser ud... Det er dog en smugle mere koncentrations krævende end at sidde bagpå, da jeg ikke er så rutineret endnu- men ellers synes jeg, at det er SUPER fedt med den frihed det giver og jeg ærgrer mig over ikke at have gjort det for længe, længe siden..!!! Den første dag jeg havde motorbiken, kunne jeg slet ikke stoppe med at smile, jeg var simpelthen så glad og stolt over, at JEG kørte rundt i Hanoi på min EGEN motorbike!!!!

Trafikken minder mig mest af alt om at stå på ski: Hvis man bare har hele tiden fokus på den/de som kører foran én, så går det helt fint. Og så er der selvfølgelig de kendte "snowboardere" som fiser ned af pisten og er til fare for dem selv og andre, oversat til Hanoi-trafik: unge fyrer som kører sindsygt stærkt medens de SMS´er... dem skal være på vagt overfor!!!

Vejret i Hanoi er også blevet koldere (17-24 grader)- Man skulle dog tro at det var minus-grader, da nogle pakker sig ind som var de rent faktisk var skiferie...

Jeg er dog blevet så sikker på min lille motorbike, at jeg kan kører med nogen bagpå og Sara var villig til at være "forsøgs person" (-:

Opfølgning på spisesituation #2

2008-11-19T05:12:00.000-08:00

Hurraaaaaaa!!!!

"projektet" med Ling er blevet en succes (-:

Lærerinderne har nu, på eget initiativ, ændret den måde hvorpå spisningen normalt foregår på og dette er resultatet:

Det kan ikke beskrives, hvor glad, rørt og stolt, jeg blev, da jeg kom ind for at hjælpe som normalt, og så dette... Lærerinden (som var så skeptisk i starten), smilede stolt og jeg gik straks hen og takkede hende mange gange: XIN Cam On!!!!!!!!!! og hun takkede "igen"- for fanden hvor er jeg glad!!!

Jeg ved ikke hvor længe "dette" holder, men jeg tror og håber at det fortsætter- også når jeg ikke er der mere...

Video og billeder fra processen:

Et smut til Laos

2008-11-01T21:56:00.000-07:00

Laos PDR (Please dont rush...)

David og jeg tog et smut til Laos og jeg tror jeg havde forestillet mig at Laos var meget som Vietnem, men allerede da jeg trådte ud af lufthavnen blev jeg opmærksom på, at det er to MEGET forskellige lande/kulturer... Jeg er jo vant til at blive overfaldet af taxi/motorbike-drivers i Hanoi, men da jeg kom ud af lufthavnen i Vientiane kom der én mand og spurgte om jeg skulle have en taxi, jeg svarede at jeg lige skulle have en cigaret først, Okay svarede han og jeg kunne gå over og sætte mig- og jeg skulle selv henvende mig igen, da jeg var klar... Hmm det var anderledes og faktisk rigtig rart- jeg viste med det samme, at jeg ville elske Laos!

Vientiane er en smuk og MEGET rolig by med et utal af mange udsmykkede templer og så ligger den ud til den almægtige Mekong flod. Jeg var meget overrasket over hvor afslappede menneskerne i Vientiane var- når man gik ind i en butik eller stod ved en bod, skulle man selv tage kontakt til sælgeren- der var ikke nogen der prøvede at presse én noget på...

Vang Vien ligger ca. 7 timers kørsel nord for Vientiane og er en mere "ungdommelig-by". Én af byens hovedattraktioner er Tubing, som er en slags pub-crawl, det foregår bare på Mekong floden iført badetøj siddende på en stor badering- det var noget af en speciel oplevelse og nok noget af det mest "uansvarlige" jeg længe har været med til... Det første stop var allerede efter ca. 5 min på floden... Det fungerer sådan, at man sidder i sin badering, og så står der en mand og stikker en lang bambuspind ud mod én, som man så griber fat i og så bliver man hevet ind på land og så er der en bar, musik, drikkevare med høje procenter og på de fleste af barene var der også en svævebane- som folk (uanset promillen) benyttede- heldigvis så vi ingen uheld- men det var vist mere held end forstand...

Luang Prabang ligger ca. 8 timers kørsel fra Vang Vien. Luang Prabang er på World Heritage - listen, hvilket vil sige at den er fredet og at byen modtager forskellige midler til at restaurere og bibeholde dens bygninger, veje osv. og netop derfor er byen utrolig velholdt og smuk og der er en helt speciel atmosfære i byen og selvfølgelig gør de mange templer og Mighty Mekong også deres til at denne by er smuk, dejlig og helt speciel at være i.

Luang Prabang bestilte vi en 2 dages tur "Mahut-elefanttur" hvor vi red på elefanter og badede med dem i floden- en HELT speciel oplevelse, en elefant er jo KÆMPE stor, meget større end man faktisk forestiller sig og jeg må indrømme, at jeg var en anelse bange for dem, eller måske mere stor respekt for dem, men David og jeg fik selvfølgelig den største elefant og da det blev min tur til at ride som en "Mahut" (sidde på nakken), tror jeg at den mærkede at jeg var lidt nervøs, i hvert fald skete der det, at den pludselig fik lyst til at spise blade af et træ, så den løftede hovedet og jeg måtte kæmpe for ikke at falde ned af den, mens David og elefantføren skuppede mig frem...Uhh der var jeg ikke helt så tryg, men jeg blev siddende og det må have set umådeligt sjovt ud...

Vi var også ude og se, samt svømme i 2 vandfald Kuang Si (hvor der også var et bjørne reservat) og Tad Sae:

Vi var også så heldige at opleve 2 store helligdage/festivals: Bun Nam (boat racing festival) og Bun Awk Phansa (full moon/Ok watsa).

Til Bun Nam mødte vi et Par fra Loas og de viste os rundt og så bød de på mad... Som så var lidt forskellige retter, bestående af ged, svinekød og grillede hønsfødder... Det smager nøjagtig som det lyder- men så er det da smagt... )-:

Dagen inden Full Moon festen havde vi mødt et ældre australsk par, som havde lejet en båd, så de kunne se de festlige begivenheder fra Mekong floden og de inviterede os med ud på båden- det var meget smukt og den HELT rigtige måde at overvære festen.

Fra Luang Prabang til Nong Khiaw og videre til Muang Neua, som ligger ved Pak Ou floden. Muang Neua er en lille landsby uden elektricitet, så der er kun strøm fra kl. 18.30-21.30 via generatorer, som at blive bombet tilbage i tiden- det var en meget (igen) smuk og speciel landsby og måden man overnattede der var i små meget sparsommelige bungalows lavet af kokosblade og træ- men den primitive måde at leve på tiltalte mig faktisk utroligt meget- jeg kunne let have tilbragt flere uger i den landsby... Og så var der jo alle de hunde der løb frit omkring- paradis for mig (-:

Regnet inde... D.1. - 2. November

2008-11-01T21:17:00.001-07:00

SÅ KOM REGNEN...

Natten til fredag regnede det uafbrudt og fredag morgen lå Pho Ho Giam under ca. 2-3 cm vand - meen man er vel fra Dk, så lidt regn skulle da ikke holde mig indendøre... Jeg var den eneste der skulle på job, så jeg besluttede at tage en Taxa, for at "forkæle" mig selv lidt- ikke alt for klogt- det viste sig nemlig, at Ho Giam var én af de gader (der på det tidspunkt) var mindst ramt af regnen... Det tog mig 1.5time at komme på arbejde og alt var TOTAL kaos, nogle steder lå der ca. 50cm vand og det var umuligt at komme igennem uden en risiko for, at taxaen ville sidde fast eller brænde sammen... Endelig ankom jeg til Sao Mai- som den eneste frivillige- alle andre var blevet hjemme- hvilket jeg senere fortrød at jeg ikke havde gjort...

I frokostpausen skulle jeg ind til Big C (stort mall) og handle- Jeg kunne se at den eneste måde at komme dertil ville være at gå- gaderne var alle dækket af vand 15-20cm vand, hvilket jeg vurderede var ok at gå i- det viste sig så, at jo længere jeg gik jo højere blev vandstanden- jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, for det var en ret speciel oplevelse at gå rundt i vand til midt på læggen- nogle steder var vandstanden endda så høj, at jeg gik i vand til over knæene. Der holdt motorbikes og biler, som havde måtte givet op, rundt omkring i vandet- det tog ca. 45min. at gå hele vejen- ca. dobbelt så lang tid som normalt... (-:

Da jeg skulle hjem fra job var det begyndt at regne kraftigt igen og jeg måtte stoppe 7 taxier før der var én der ville køre mig hjem, men da vi havde kørt ca. 1.5km stoppede han og jeg måtte indse, at den eneste måde jeg ville komme hjem på var ved at gå (3-3.5km)! Men det var en oplevelse i sig selv- folk væltede rundt i vandet med deres motorbikes og kæmpede for at få dem med- et sted var vandet så højt at folk gik i vand til livet og ALLE inkl. mig var drivvåde, men trods det var der ingen sure miner at se, de fleste havde et lille smil på læben og kunne se det komiske i denne situation... Tror måske også at en del af dem jeg mødte tænkte: Hvad fanden laver hun ude i det her vejr... i hvert fald min egen tanke til tider...

Det tog mig ca. 3 timer at komme hjem og så var det ellers direkte ind under den varme bruser...

Vores hus var selvfølgelig også ramt af vandet og der lå vand i hele gangen- Sara og jeg gik først ud af huset igen lørdag aften, der var det meste vand væk igen...

Desværre havde jeg selvfølgelig ikke mit kamera med, men Sara havde taget nogle billeder:

Opfølgning på spisesituationen D. 30. oktober

2008-11-01T02:08:00.000-07:00

Jeg har, så vidt det har været muligt, været sammen med, den i bloggen, føromtalte pige ved frokost og det går da fremad... JUHUUUU !!!!

Jeg har forsøgt at "løse problemet" på mange forskellige, men det som der fungerer lige nu er, at hun og jeg sætter os ude på gangen ved et bord foran hendes klasseværelse, hun får 2 skåle, én med ris og kokos/peanuts drys og én tom skål og en ske... I starten sat hun og rørte i den tomme skål med skeen, mens hun, med fingrene spiste ét riskorn af gangen, fra en anden skål- hun gik til og fra bordet og interesserede sig for mange ting på én gang. Men i dag var den første dag, hvor hun brugte skeen til at spise risene med og hun spiste flere riskorn af gangen, samtidig er det tydeligt at hun slapper mere af, hun viser mindre interesse for hvad der sker omkring hende og mere interesse for maden. Under hele situationen er jeg meget "passiv", jeg sidder "bare" hos hende, men hvis hun retter sin interesse mod mig, besvarer jeg den selvfølgelig. Min tanker omkring denne passivitet er, at jeg formoder at hun er vant til at blive presset til at spise og for at hun skal få tillid til mig, vælger jeg ikke at tage kontakt til hende under spisningen, jeg lader hende bestemme tempoet for relationen...

Det næste skridt er udviklingen af denne situation er, at Peter og jeg laver en beskrivelse af hele forløbet og derefter tager kontakt til forældrene og således få lavet et samarbejde med dem.

D. 2. november

2008-11-01T02:00:00.000-07:00

OBS OBS OBS OBS OBS OBS OBS

Har opdaget, at jeg har skrevet mit vietnamesiske tlf. nr. forkert...! Havde skrevet et "0" for meget, det rigtige nummer er:

+84 123 7302019

Workshop d. 29. oktober

2008-11-01T00:28:00.000-07:00

Ikke langt fra succes til fiasko… hvor pinligt kan det blive...

Sara, Jannie og Jeg havde igen allieret os med Peter og fik lov at bruge hans onsdags engelsk-undervisningstime til at holde vores workshop... Denne gang havde vi valgt temaet: anerkendelse og flow og synes egentlig selv, at vi havde kædet det ok sammen og vi havde også valgt, at lave noget skuespil for lærerinderne - da det jo gik så godt sidst...

Nå, men det var mig som skulle lægge ud med at sige noget, men mens jeg snakkede, snakkede de fleste af lærerinderne også og der gik et stykke tid før de rent faktisk begyndte, at høre efter... Vi tegnede og fortalte og kunne godt se, at lærerinderne var noget ukoncentrerede og egentlig bare ville hjem... Da vi skulle lave skuespillet, måtte vi sætte os i midten af den hestesko, som lærerinderne (ca. 40 pers.) sad i og det blev hurtigt tydeligt for os, at de ikke blev så fanget af det, som sidste gang, hvilket gjorde situationen SÅ pinlig: her sad vi og legede børn midt på gulvet (og snakkede engelsk)... mens de sad lettere skeptiske og så på og vist ikke helt forstod hvordan og hvorfor...

Men efter 45min-1 times tid var vi endelig færdige og staks som vi havde sagt tak fordi i lyttede, rejste alle lærerinderne sig og skyndte sig afsted - Hmm ja det var nok så tæt på en fiasko man kan komme...

Peter var dog sød at give os ros og synes det var nogle rigtig gode emner vi havde taget fat i og gav os et råd om, at hvis vi havde fået Phuong (Dr. Lans sekretær) til at oversætte power-point præsentationen til vietnamesisk, så havde lærerinderne måske fået mere ud af det...

Vores workshop ses nedenfor.

Flow and recognition.
Today we like to talk about how you can use flow and regination in the daily work in the classrooms at Sao Mai.
First we would like to talk about the definition of flow.

Flow
Flow is a state of mind where you lose track of time and place, and you’re completely focused on the things you are doing. The state of flow happens when you are enjoying what you are doing, and when the challenges matches your skills

For eksample: flow is what happens, when you go out and sing karaoke all night with your friends, you are totally focused on the song and forget everything else around you (-:

When the challenges and skills don’t match
If the challenges are set too low compared to your skills, you will end up getting bored and uninterested in the thing you are supposed to be doing.
Assignment: Write your name on apice paper 30 times and see how it makes you feel.
When the challenges and expectations are set too high compared to your skills, you will end up getting frustrated and anxious and give up on the thing you were supposed to be doing.
Assignment: Now try to write you name 30 times with the oppisite hand than you are use to and see how it makes you feel
( Udfordring = Challenge and Kompetence = skills)
Lav = low and Høj = high
Kedsomhed = Bored or uninterested and Angst = Anxiety)

(This is a diagram explainling flow and the two zones, that we just explained. We will run through this and try to follow up what we just talked about….)
And now we like to talk about the definition of recognition.

Recognition
Recognition is when you see and understand a childs/persons needs and emotions.
If a child/person doesn’t get recognitions the consequence can be tha the child/person will end up feeling less worthy and feel that their emotions are wrong. In worst case senario, it can result being unengages and being passive in it’s life.
For exsamble if a child cries and it doesn’t get the recognition and comfort it’s needs, the child might think that his or hers feelings is wrong and eventually stop showing his emotions because he thinks they are wrong.

How to recognise a child.
Exsample of an everyday episode without the use of recognition (skuespil).
Exsample of an everyday episode with the use of recognition (skuespil).
Another exsample of an everyday episode without the use of recognition (skuespil).

How could you see the use of recognition in this exsample (til lærerinderne)?
Another way to recognize a child is to plan different lessons so that the challenges matches the skills of the induvidual child.
When you plan the lessons from the induvidual childs needs and skills, you recognize the child and thereby support the childs further development.
Do you have any questions?

Thank you for the attentiton…

Nam Dinh 27-28. oktober

2008-10-31T21:32:00.000-07:00

Besøg på en institution der minder om Sao Mai...

Til konferencen d. 20. september mødte vi Mr. Hái og 3 af hans medarbejdere, og de inviterede os til at komme til Nam Dinh og se deres institution: "Nam Dinh save disable children centre" og vi takkede selvfølgelig ja.
Dagen kom hvor Jannie, Allan og jeg skulle besøge Mr. Hái og hans center og vi havde forinden skrevet en mail til dem om vores besøg, men for lige at være sikre ringede vi om morgenen d. 27. oktober og fortalte at vi kom senere på dagen- Mr. Háis engelsk kan være lidt svært at forstå og tror heller ikke helt, at han forstod mig... Mr. Hái ringede nemlig efterfølgende omkring 15-20 gange indtil vi ankom til Nam Dinh!!! Størstedelen af vores "samtaler" var noget nær volapyk og indimellem måtte jeg finde en vietnameser, som kunne snakke lidt engelsk og få ham til at snakke med Mr. Hái for mig og derefter oversætte... Den sidste "samtale" jeg havde med Mr. Hái var i bussen mod Nam Dinh og jeg bad bus konduktøren om at snakke med ham- det udviklede sig til, at hele bussen fulgte med i samtalen og konduktøren hævede stemmen og på et tidspunkt lignede det at personerne i bussen var ved at komme op og skændes med hinanden, imens sad og forstod absolut intet af hvad der skete...
ENDELIG kom vi frem til Nam Dinh (3 timer i minibus) og da vi stod af stod der nogle med knallerter og jeg blev først lidt irriteret og vendte ryggen mod dem uden rigtig at se på dem- det viste sig så, at det var Mr. Hái og hans personale der var kommet for at hente os... PINLIGT!!!
Den ene af hans medarbejdere, Thuy, var vel hvad man kunne "helt oppe at kører" hun krammede os og grinte/fniste og krammede igen... Jannie sad bagpå Thuy på vej mod centret- en ikke helt ufarlig tur, da Thuy under det meste af turen skiftevis vendte sig om mod Jannie og grinte og aede hende og derefter grinte/fniste og kiggede på mig osv...

Da vi kom frem til Centret blev vi modtaget med håndtryk, bukken og smil og alle børnene/eleverne (fra ca. 3-40år) var meget nysgerrige på hvad vi var for nogle. Det som jeg straks bemærkede var, at atmosfæren på centret var meget "afslappet" ift. på Sao Mai og det var tydeligt at se, at børnene havde det godt indbyrdes og det sociale spillede en stor rolle her. Børnene/eleverne havde forskellige problematikker så som: døvhed, stumhed, spasticitet, Downs syndrom, autisme... Og aldersforskellen som først chokerede/undrede mig lidt, viste sig faktisk at være en positiv ting, da de ældste hjalp/guidede de mindste- hvilket var rart at se.

Én af pigerne, som var døv, havde et særligt talent, som hun stolt viste os: Catwalk! Det var helt fantastisk og helt uventet for os- alle klappede og heppede mens hun spankulerede op og ned af gulvet, hun var et naturtalent og vi blev igen bevidste om hvor godt sammenholdet mellem eleverne var!

Om aftenen tog Mr. Hái, Dr. Lóc og en 3. herre og ud og spise- meget interessant, der blev spyttet, bøvset og smasket under hele måltidet, og hvad man ikke lige kunne lide eller tygge røg på gulvet- Jeg havde det lidt svært med alle lydene, og jeg kæmpede med ikke at "reagere" på det- man er jo en høflig gæst... Da regningen kom, insisterede de på, at de ville betale og vi blev gænget ud mens det økonomiske blev ordnet... bagefter blev vi kørt på hotel og fik et værelse med 3 senge (hårde som sten), jeg gik en tur rundt i byen og fik en øl på en "Bier Hoi", Nam Dinh er vist ikke så vant til "hvide mennesker", så jeg blev kigget meget på og stort set alle jeg mødte sagde: Hallo, hvorefter de fniste helt vildt... det var nu meget sjovt.

kl. 7.00 næste morgen blev vi hentet og inviteret på morgenmad (nudelsuppe), hvilket faktisk også fungere ret godt som morgenmad... Og bagefter tilbage på centeret, hvor vi brugte lidt tid på at lege med de mindste børn. Mr.

Hái spurgte om hvornår vi havde tænkt os, at undervise lærerinderne...HVAD???!!! Øhhh det var vi jo ikke lige forberedt på... Vi fortalte pænt at det havde vi ikke forberedt og at det ikke helt var derfor vi var der... Men Mr. Hái gentog bare spørgsmålet og til sidst måtte vi sige, at det kunne vi altså ikke- Mr. Hái sagde så, at vi bare skulle lære dem hvordan tingene blev gjort på Sao Mai !!!- til sidst blev vi så enige om, at vi ville sende nogle af de pictogrammer, som vi bruger på Sao Mai... En temmelig pinlige situation, men MEGET typisk Vietnam...

Lidt senere fortalte vi, at vi gerne ville se lidt af Nam Dinh, inden vi skulle hjem- egentlig ville vi bare gerne gå lidt rundt på egen hånd, men Mr. Hái insisterede på at vise os rundt- hvilket var rigtig sødt af ham, men vi havde vist alle 3 brug for en lille pause... Nå men vi gik en tur rundt om den store sø i Nam Dinh og kørte ud til en stor Pagoda, det var SÅ smukt! Til sidst var vi alle 3 lidt "fyldt" op og måtte undskyldende og gentagende gange sige, at det var ok og at vi bare lige skulle gå lidt rundt og kigge...

Det var faktisk ret svært at sige, for de havde virkelig været overordentlig gæstfrie og gjort meget for os, så vi følte os til utaknemmelige, men vi havde VIRKELIG også bare brug for at være lidt alene og se lidt af byen på egen hånd... Vi tog hjem med bus kl. 13.30, det var et rigtig godt og lærerrigt besøg i Nam Dinh.

Institutionens pædagogik

2008-10-31T20:49:00.000-07:00

Hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen?
De ansatte på Sao Mai har, som vi også beskrev under institutionsbeskrivelsen, forskellige former for uddannelser… De kan enten være uddannet på universitetet eller komme direkte fra High School (gymnasiet) og derfor enten have en uddannelse inden for det pædagogiske felt eller ej… Der er en primærlærer i klassen og hun er som regel uddannet. De rigtig dygtige lærer er i de klasser med mindst problematiske børn. Dette er en form for belønning. Der er også psykologer ansat på stedet. Men personalet, uddannet såvel som ikke uddannet, gør alt hvad der står i deres magt for at gøre det bedst mulige for børnene på Sao Mai.
Hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark?
På Sao Mai kaldes pædagoger for lærerinder, og lærerinderne udfører det pædagogiske arbejde på Sao Mai, der er dog ledelsen, som bestemmer størstedelen af "hvad, hvordan og hvorledes". Det er primært undervisning af børnene der ses som det pædagogiske arbejde på Sao Mai. Undervisningen er struktureret læring og elementerne i undervisningen er mere eller mindre det samme som vi ”lærer” børnene hjemme i Danmark. Det er bare forskellige arbejdsmetoder..
Hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere?
For ca. et halvt år siden er piktogrammer blevet indført på Sao Mai og lærerinderne bruger disse til at kommunikere med børnene.. Nogle gange virker det mere tilfældigt end andre… De bruger meget billedet med at børnene skal sidde stille, men tit glemmer de at bruge de andre skilte om hvilken undervisningstime de skal til at have… Det er tydeligt, at lærerinderne er rigtig glade for børnene og gør meget for at de skal have det godt. Deres omsorg føles lidt ”hårdere” end den er derhjemme… Det er en lidt mere voldsom måde der bliver givet omsorg i forhold til kys og kram…
Er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger?
Så vidt jeg har opfattet er måden undervisningen er sammensat på styret af hvor gamle børnene er og hvor meget det skønnes at børnene kan… Fx deles undervisningen op i to hold hvor det ene hold er dem som kan ”snakke” og udføre og forstå lidt bedre og et hold som ikke er så gode til dette… Det der bliver undervist er også forskelligt alt afhængig af hvor børnene er… det ene hold bliver fx undervist i hvad hoved, øjne osv. hedder og det andet i hvad dyr hedder og siger…
Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte?
Lærerinderne gør bl.a. de didaktiske overvejelser omkring hvor børnene er og hvor dygtige de er.. Som beskrevet ovenfor… de vurderer også hvem af børnene der kan have lidt mere "ansvar" mht. spisningen osv.….
Hvilke sider af læringen lægges der vægt på?
Der lægges meget vægt på den strukturerede læring på Sao Mai… Det er meget vigtigt for dem, at læringen foregår via undervisningen og derfor sidder børnene meget ned i løbet af en dag,… Undervisningen foregår både enkeltvis og i grupper… Selv det, at lege med klodser er en struktureret læring og derfor skal børnene sidde på en stol mens de leger/lærer…
Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig/jer?
Det strukturerede i undervisningen gør stort indtryk på mig. Ud fra et dansk synspunkt er der mange andre måder, at give børnene støtte og faste rammer på og samtidig udvikle en læring hos dem, men ud fra et vietnamesisk synspunkt giver det meget god mening… Nogle/en del forældrer er feks. stadig i den overbevisning, at stedet kan helbrede deres børn så de kan blive sluset ud i det normale samfund igen...
Hvordan ser en typisk dag – uge ud?
Dagen på Sao Mai starter for os kl. 8.00.
Børnene ankommer fra omkring 7.45 til 8.30… I klasserne er der enten musik eller fri leg eller børnene sidder på en række og venter på at klokken bliver 8.30… det kommer an på lærerinderne i klassen.
Kl. 8.30 starter morgencirklen og der bliver sunget godmorgen til hvert af børnene. Der bliver vist et billede rundt i cirklen af det barn der bliver sunget for.. Børnene kommer op en af gangen og skal samle armene foran brystet og bukke mens de siger deres navn og godmorgen til de andre børn og lærerne.. Nogle gange skal børnene sige om det er solskin eller skyet og regn udenfor og pege på nogle billeder…
Kl. 8.50 er morgencirklen færdig og det er blevet tid til at børnene skal på toilettet.
Kl. 9.00 første undervisningstime går i gang og der gøres klar til dette. (social skills eller leg med klodser)
Kl. 9.30 er det som regel motor skills, som står programmet og børnene skal lærer at hoppe, kaste bold, eller danse en bestemt dans til en sang…
Kl.10.00 er der leg med klodster, sang, historielæsning (lærerinderne sidder med en "flipover" bog og fortæller)
Kl.10.30 Der kommer mad op på etagerne og lærerinderne går ud for, at fylde op med grød, ris, og hakketkød. Og det er tid til at børnene skal have mad.. De får enten grød eller ris med hakketkød og suppe.
Kl. 11.00 er de fleste færdige med at spise og der bliver fejet og lagt måtter ud til at sove på.. Børnene skal lige tisse af og herefter bliver de lagt på måtterne med en pude hver og så skal de sove..
11.30-14.00 er der frokostpause, hvor vi går ned i cafeen og får lidt mad, som består af ris og tilbehør.. Vi får rigtig god mad.. efter vi har spist kan vi enten gå ovenpå og sove i rummet til frivillige eller tage ud og shoppe eller arbejde med evt. projekter eller bloggen…
Kl. 14.00 børnene bliver vækket og der bliver tisset af inden undervisningen går i gang igen..
Kl.14.30 børnene har dagens sidste undervisning, somregel "rytmik" eller "farvelære"...
Kl.15.00 Børnene får grød og chips og nogle af dem får en slags mælkeproteinpulver blandet med vand…
Kl. 15.30 der bliver sagt farvel og tak for i dag.. Det foregår på samme måde som beskrevet ved morgencirklen.
Kl.15.45. Børnene får sko på og sidder enten og venter på at de bliver hentet eller der bliver sat musik på eller de får noget legetøj de kan lege med.. Igen alt afhængig af hvilken klasse det er i osv.…
Kl.15.45-16.30 børnene bliver hentet og dagen afsluttes.

Dagen for os forløber fra 8-16.30, men for lærerinderne er der tit aktiviteter efter arbejde som er mere eller mindre obligatoriske. Det kan enten være at de har engelskundervisning eller workshop i weekenderne. Workshops´ne i weekenderne handler oftest om børn med autisme og hvordan man kan arbejde med dem eller om nye tiltag der skal ske på Sao Mai… Dette er Peter fra England der står for dette og dr. Lans sekretær oversætter for ham…

Workshop d. 6. oktober

2008-10-31T19:52:00.000-07:00

Sara, Jannie og jeg havde allieret os med Peter og holdt vores første workshop søndag d. 6. oktober.

Jeg var lidt nervøs, da vi skulle stå foran 20-30 personer og holde foredrag, og så på engelsk... Og så hjalp det ikke, at vi 30min før start fandt ud af, at de videoer som vi skulle vise ikke virkede... Og efter at have forsøgt 1000 forskellige måder, at få det til at virke på, måtte vi opgive og i stedet lave et lille skuespil af hvad der skete på videoerne- hvilket faktisk virkede ret godt. lærerinderne var meget engageret og stille mange og gode spørgsmål og Dr. Lan var der også (kom godt nok først halvt inde i foredraget...), men alt i alt en vellykket workshop.

Dr. Lan kommenterede ikke vores workshop- hvilket vist nok er et tegn på at det var godt, men Peter derimod roste os og synes vi havde taget et godt emne op- rart med lidt ros(-:

Worshoppen på engelsk:

We are the three Danish students Louise, Sara and Jannie.

Today we would like to talk about how children interact with others and how important that skill is in matter to be a part of the society.

This presentation is a suggestion to all of you teachers how you might can develop the teaching of the children. We are aware that it can be difficult to change the teaching and therefore this can be an inspiration to you.

The three zones of learning

The first zone of learning:

The teacher shows the child what to do. Now we would like to show a videoclip with an example of this. (Video hoppesituation motorik). In this example we just showed the teacher is showing the child how to jump and the child does the same as her afterwards. The teacher is setting the example and the child needs an adult to guide him or her when he or she is learning new skills. For example to show the child how to eat with a spoon when they have never tried it before.

The second zone of learning:

The teacher is beside the child meaning that the child and teacher are sharing and learning from each other and they both contributes to the interaction. Through this zone the child is learning personal skills which have an impact on the childs further development and interaction with others. For example a child picks up two bricks and put them together pretending it’s a pistol. He aims at the teacher and says “bang bang” and the teacher pretends to get hurt. Then the teacher does the same and an important interaction has begun.

The third zone of learning:

The teacher is grabbing the childs initiatives and the child is in control of the interaction and the interaction is entirely based on the childs initiatives. Now we will show a videoclip with an example. (Hoppe hvor hun løber med).The teacher is showing the child how to jump which is the first zone of learning and then the child takes an initiative to run also and she grabs his initiative and runs after him and therefore the interaction is developing into the third zone of learning.This zone is important because it increases the childs self esteem and the trust within itself which is important for the childs further personal development as well as the social skills.

How to use the three zones of learning in the daily work with the children at Sao MaiThe first zone of learning is daily used at Sao Mai during the lessons.

The other two zones can be used whenever there is sparetime. For instance the last 45 minutes before the children are going home.

Now we will show another example of the zones.In this example the children reflects themselves in Louise and starts on their own initiative to interact with each other. One of the boys is developing the game even further by picking up the ball and returning it to the two boys playing with it.This is an example of how all three zones of learning can be combined in one simple game and this can be an example of how to develop the childrens interactions with others.

Opfølgning

Selvom lærerinerne var meget engageret og meget spørende ift. emnet på workshoppen, så blev jeg alligevelle meget glædeligt overrasket, da jeg så at lærerinderne i min klasse rent faktisk har ændret den lektion som de kalder "Social skills". Normalt skal børnene i denne lektion stable stole, lærer at folde en karklud osv. meeen denne dag sad børnene i en rundkreds og et barn kom ind i midten og han/hun skulle så kaste en bold til en af de andre børn og denne skulle så kaste bolden tilbage og barnet i midten kastede så bolden til et nyt barn osv... Ved godt, at det er små skridt, men det var VIRKELIG dejligt at se, da børnene faktisk skulle arbejde sammen for at lektionen "lykkedes".. JUHUUUU glæde og stor anerkendelse til lærerinderne for at have hørt hvad vi havde sagt og derefter tilpasset det, så det passede ind i deres hverdag...!

Onsdag d. 1. oktober

2008-10-04T09:53:00.000-07:00

ENDELIG FÆRDIG.........

Så blev jeg endelig færdig med at lave blomsterne som skulle dekorerer væggen i klassen- tog MEGET længere tid end beregnet!

Mine lærerinder, Thám og Huong, samt 2 af drengene, Quân og Duy hjalp mig med at sætte det hele op på vægen, det var rigtig hyggeligt og et dejligt afbræk i den ellers så strukturerede hverdag...

Én af drengene, Bee, viste allerede med det samme interesse for blomsterne og begyndte at pege på billederne og ville have mig til at sige navnet- det var lige præcis dét som jeg håbet på de kunne bruges til, så det var hele arbejdet værd!

Efterfølgende har lærerinderne også brugt dem til at lære, at udtale mit navn korrekt - har ellers heddet alt fra Lodi til Ui (-: meen der er lang vej til det bliver udtalt "Louise"- Og det er sikkert lige så svært for dem, som det er for mig, at udtale deres navne....

Tirsdag den 30. september

2008-10-04T09:15:00.000-07:00

"I dag er det Louises fødselsdag....hurra hurra hurra......"

ZZZZZZZZZzzzzzzzzzzZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz

Sara var så sød at komme og "vække" mig med sang- det gik bare ikke helt som planlagt da jeg åbenbart var i en MEGET dyb søvn, så efter at have sunget et stykke tid uden reaktion fra mig, går Sara hen til sengen for at tjekke om jeg er i live- først der vågner jeg og vi får begge et kæmpe chok... sikke en start, Sorry Sara og tak det var SÅ sødt gjort!!! (-:

Mine lærerinder havde købt 2 halstørklæder til mig og sang en lille fødselsdagssang for mig og jeg blev meget rørt over det!

I frokost pausen fik jeg en besked om, at jeg kunne hente min mobiltelefon kl. 13.00 i Hanoi, da der var en fra nationalparken som alligevel skulle til Hanoi, så han havde taget den med til mig- jeg tog en taxi derind og chaufføren var en dame (sjældent set i Hanoi) som hedder Thuy og hun kunne snakke tysk, så vi fik os en lang snak på gebrokken tysk, Thuy hjalp mig med at ringe til manden med min mobil og få aftalt et sted at mødes. Efter at have fået min mobil (Jubiii) kørte vi tilbage til Sao Mai og på vejen stoppede Thuy og købte en buket roser til mig: Gutes geburstag ! Der blev jeg sgu rørt...det var så sødt af hende (-:

Efter arbejde kom Trang og hendes kæreste med en gigantisk buket blomster, fra hele fam. Viet- Endnu engang blev jeg rørt- det betyder bare SÅ meget når man er så laaangt væk fra familien i DK, at der er nogen der tænker på en (-:

Om aftenen tog Jannie, Allan, Sara og jeg ud og spiste på Boby Chien, en meget fin restaurant og måske den dyreste i Hanoi (3.000.000VD = 900kr) for 4 pers. Det var alle pengene værd, maden og stemningen var super og det var en rigtig hyggelig middag!

Sara havde lavet en fin gave til mig, med et gave kort til en rigtig tøsedag og Jannie og Allan gav mig et gavekort til cirkus, middag og kasino- Hvad mere kan man da lige ønske sig... (-:

Jeg savnede selvfølgelig min familie og vennerne i DK ekstra meget denne dag, men det hjalp at få så mange lykønskninger hjemmefra- TAK!!!!!!!!!

27-28. september

2008-10-04T04:34:00.000-07:00

Så så man lige 2xNynne på weekendtur til Cuc Phuong...

Egentlig var det meningen, at vi alle 4 skulle have været i Sapa (nord for Hanoi), vi havde købt biletter til toget og alt så lovende ud- glædede mig super meget til at komme lidt væk fra Hanoi og se noget andet- Og Sapa skulle være så smuk... Men, men, men der var varslet storm og orkan i Sapa og ambassaden rådede folk til ikke at tage nord på... Hmm skuffet og irriteret blev jeg, men rasende blev jeg da vi skulle have pengene retur for vores tog biletter... Vi kunne ikke få pengene retur for biletten til Sapa, da toget ikke var aflyst og vi kunne kun få 70% retur for biletterne tilbage til Hanoi- alt i alt kostede det os knap 1 million (300kr) hver...

Sara og jeg besluttede så, at tage væk fra Hanoi, når vi nu alligevel havde fri fra arbejdet. Vi fandt nationalparken Cuc Phuong (150km syd for Hanoi) i "lonely planet" og tog afsted lørdag morgen.

Vi startede selvfølgelig med, at være alt for længe om, at komme afsted og da vi åbnede hoveddøren lå der ca. 10-15cm vand i gaden- så af med strømer og sko og så gik vi ellers, klædt i det fineste Robinson/BackPacker outfit, på bare tæer med sko og strømper i hænderne- vi prejede en taxi og kørte afsted mod busstationen- som viste sig at ligge betydeligt længere væk end beregnet, så vi kunne godt glemme alt om at nå bussen, som kørte 7.40 og vi var ærligtalt temmelig irriteret på os selv- HVORNÅR lærer vi lige, at det kan betale sig at undersøge tingene 110%...!

Da vi endelig kom frem, blev vi mødt af en gruppe "bus-hajer", som mildestalt rev os i arme og ben for at få os med i deres bus - vel og mærke uden at have en anelse om hvor vi skulle hen (MEGET stressfuldt!), nå men vi kom ind i en bus og kørte i ca. 2 timer hvorefter vi ankom til Ninh Binh. Vi blev STRAKS "modtaget" af en MEGET ivrig mand, som nok skulle kører os for Xkr- igen uden at vide hvor vi skulle hen... Det blev lidt for meget for Sara og jeg, så vi satte os og drak en sodavand og forsøgte at finde ud af hvad vores næste "smarte" træk skulle være- efter at havde forhørt os om priser på taxi til Cuc Phuong (45km), indså vi, at den ihærdige mand fra bussen var billigst og vi måtte bøje os. Han arrangerede en bil som kunne køre os for 300000VD(90kr).

Vi ankom kl 11.45 til receptionen i Cuc Phuong, spiste frokost og bestilte overnatning inde i parken- vi havde selvfølgelig glemt vores pas, så efter en del hurlumhej lykkedes det os, at få Trang til at faxe kopier af vores pas og vi kunne ånde lettet op!.

Dién, en guide som skulle vise sig at blive meget vigtig, spurgte om vi skulle med motorbike/bil eller cykel til stedet hvor vi skulle sove. Og da var det så at Sara og jeg fik den første hjerneblødning og blev enige om, at vi skulle gå- det var jo "kun" 20km og Dién sagde det ville tage 3 timer- dog så han lidt skeptisk ud... kort tid efter kom min anden hjerneblødning, vi kunne jo gå en tur til "1000-year-old-tree", når vi var kommet frem og så lige spise aftensmad, derefter kunne vi tage på Nightseeing og så kunne vi tage til vandfaldet og Muong village søndag... Her ydede både Sara og Dién en meget nødvendig førstehjælp- de stoppede mig og Dién forslog at vi "kun" gik turen og tog på Nightseeing og søndag kunne vi se 1000-year-old-tree og så synes han ikke vi kunne nå mere... Vi lyttede til ham, han var trods alt en "smugle" mere rutineret end os...det skulle vise sig at være en STOR STOR fejl!!

Optimistiske og spændte begyndte Sara og jeg at gå og vi fik selskab af en hanhund, som vi kaldte Albert og han fulgte os hele vejen... Jeg faldt selvfølgelig straks for Albert, hvilket senere førte til min tredje hjernebødning...

Turen var utrolig smuk og det var en helt ubeskrivelig følelse at gå ad vejen gennem junglen, hvor vi så og hørte mange forskellige ting, bla:

Da vi havde gået i de knap 3 timer, som hele turen skulle tage, og først nu var nået til det første stop: Prehistoric Man, forstod vi, hvorfor Dién havde set så skeptisk på os, da vi sagde at vi ville gå hele vejen og at han nok havde ment at de 3 timer var til dette stop og ikke HELE vejen... Vi indså, at vi måske nok havde taget munden for fuld og på kortet kunne vi se at vi ikke engang var halvvejs. Vi blev dog, af en uforklarlig grund, enige om at hvis vi bare gik lidt hurtigere og tog knap så mange billeder, så skulle vi nok nå frem inden det blev mørkt...WRONG!!!

Da vi havde gået endnu 1.5 time kom der bil med nogle af dem der arbejde i nationalparken og tilbød os lift- YES var det eneste rigtige svar til dette og da Albert var forsvundet fra os, var det bare om at komme frem til stedet hvor vi skulle sove... Efter at have kørt ca. 2km så vi igen Albert og gensynsglæden var gensidig stor (troede jeg) og vi forsøgte at få Albert med i bilen- mændene gav efter og jeg løftede ham op på ladet hvor vi sad- Albert var dog ikke helt tryg ved situationen og det endte med at han hoppede ned og vi måtte køre fra ham. Albert løb efter bilen da den kørte og da det var meget glat, skred hans ben flere gange under ham- til stor fornøjelse for mændene som grinede af det- Det var lige en tand for meget for mig og mit hjerte og efter flere forsøg på at få dem til at stoppe- fik jeg min 3 hjerneblødning- og råbte "STOOOOOOOP bilen jeg vil af!" de forsøgte at ændre min beslutning, da der endnu var 4 km tilbage... Men stædig var jeg og jeg havde jo Albert at følges med... troede jeg, men da bilen med Sara og mændene kørte, ja så løb Albert selvfølgelig med og så stod jeg ellers der midt i junglen, alene´, træt, uden lommelygte (Sara havde begge) og var rødglødende af raseri... "Hvad fanden tænkte jeg lige på...?!?" Men der var kun én ting at gøre og det var at gå. Efter ca. 15min var det blevet ret mørkt og jeg begyndte så småt at gå i panik ved tanken om at skulle gå 4 km i bælgravende mørke- Heldigvis havde Sara set Albert komme til guetshous´et uden mig og havde fået overtalt Dién til at hente mig- så efter 30min alene i junglen (føltes som flere timer) kom han og hentede mig på en scooter- HVILKEN LYKKE!!!

Alene i Junglen...

1½ time senere tog Dién og jeg på Nightseeing i 2 timer, hvor jeg så flyvende egern som var på størrelse med en stor kat, samt forskellige kryb- meget spændende og Albert fulgte med hele vejen, selvom jeg var lidt "sur" på ham (-: Alt i alt havde jeg gået ca.16km den dag og var mere end træt- så selvom sengen var hårdere end hård, så sov jeg som en sten... Og Albert sov på gulvet(-;

Søndag stod vi tidligt op, delte en müslibar og gik turen til 1000-year-old-tree, som skulle være ca. 3km- meen Surprise, surprise turen var i alt 8 km og var det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Da vi kom til træet havde vi gået i ca. 2 timer og troede at vi bare lige skulle gå en ½ time for at komme tilbage- men nej. det tog os ca. 1½ time at komme retur og ruten var ubeskrivelig hård- op og ned af meget stejle og lange "trapper" (indhug i bjerget/klippen) og nogle steder var stien næste ufremkommelig (mindede om noget taget ud fra en Indiana Jones film)

Sara og jeg havde absolut ingen anelse om hvor vi var, hvor langt der var til "målet", vi mistede tidsfornemmelsen og da vi ikke havde fået andet end en müslibar så var disse faktorer en ret stor psykisk/fysik belastning + at der intet net var så hvis én af os kom til skade ville vi ikke kunne ringe efter hjælp- Endelig så vi SKILTET som fortalte os at vi var nået målet:

Vi åndede begge lette op og blev næsten euforiske ved synes- svært at beskrive men aldrig har jeg været så glad for at se et skilt, som da! Turen vi havde gået viste sig at være 8km lang!

Vi blev kørt tilbage til receptionen, Albert blev- vi fik af vide at han aldrig før havde gået så langt væk, jeg tænker at han med det samme, da han så os, vidste at vi havde brug for en lille "skytsengel"...haha
Efter et kort stop for at se nogle aber, blev vi kørt til busstationen- det lykkedes mig selvfølgelig at glemme min mobil i bilen og opdagede det først alt for sent- men de lovede at sende den til mig- så måske ser jeg den igen!

Da vi havde kørt i lidt over 2 timer stopper bussen pludselig og Sara og jeg bliver gænget/smidt over i en anden bus- vi forstår overhovedt ikke hvad der sker og da jeg er tæmmelig træt og sulten får jeg et mindre nervesammenbrud, da chaufføren i den nye bus råber noget jeg ikke forstår, mens han river mig i armen og forsøger at trække mig forbi den åbne busdør (mens bussen køre) - bussen er TOTALT pakket og jeg kan ikke komme forbi og er bange for at falde ud af døren- hvilket han ikke forstår før jeg med meget høj stemme fortæller ham at NU STOPPER DU!!!!!!!!!!!!! Herefter er jeg så "heldig" at sidde ved siden at 2 piger, som sidder og griner og stirre mens de peger på mig, her måtte jeg virkelig tælle til 100000 for ikke at miste temperamentet... Da vi så endelig når til busstationen i Hanoi bliver vi bogstaveligt overfaldet af 7-12 taxi chauffører/motorbike drivers som alle ville have os med- Det var så bægeret der fik det hele til at flyde over- Sara stod og stirrede ud i luften og sagde: lalalalalalalaal og jeg gik rundt i ring og talte højlydt til 10 x mange. til sidst så vi på hinanden og kunne ikke lade være med at grine- det hele var bare lige lidt for meget...

Vi sluttede af med at spise varm dejlig mad i rekord fart på en restaurant i Hanoi, hvorefter vi slæbte vores slemt ildelugtende og ømme kroppe hjem i et varmt bad og direkte i seng...

Det er den hårdeste weekendtur jeg nogensinde har været på- men ville absolut bytte denne skøre/unikke/spændende/hårde og sjove tur for noget andet...!

Tak til Sara den bedste rejse makker ever! (-:

Målformulering

2008-09-26T02:26:00.000-07:00

1) Jeg vil i min praktik forsøge, at forbedre den sproglige kommunikation imellem mine lærerinder/børnene og mig. Dette vil jeg gøre ved, at købe ordbøger (engelsk-vietnamesisk og vietnamesisk-engelsk) og forsøge at benytte disse i hverdagen, således at jeg lære nogle vietnamesiske ord og sætninger og lærerinderne kan forbedre deres engelsk og derved opnå en bedre kommunikation i hverdagen.

2) Jeg vil under hele min ophold forholde mig nysgerrigt og spørgende til kulturen, såvel som pædagogikken på Sao Mai og derved forsøge at få en større forståelse for, hvordan og hvorfor lærerinderne underviser/handler som de gør.

3) Jeg vil i min praktik forsøge at bidrage til små ændringer i dagligdagens struktur, således at børnene får nogle udfordringer, som svarer til deres udvikling. Dette vil jeg forsøge at gøre ved at fokusere på 2 specielle tidspunkter på dagen:
A) Tidsrummet mellem ca. 10.30 og 11.00 hvor børnene spiser frokost. Mange af børnene bliver madet, selvom der er ca. 3-4år og deres motorik er god nok til at de selv burde kunne spise selv. Ved at lade børnene spise selv giver man dem en følelse af ”at kunne”, og derved styrker man deres selvtillid, samt forbedre deres koordinations evne, hvilket på længere sigt vil styrke deres fysiske såvel som psykiske udvikling…
B) Desuden vil jeg forsøge, at få indført fælles fysisk udfoldelse om eftermiddagen, da børnene ofte skal sidde stille i tidsrummet 15.30-16.30 mens de venter på at blive hentet. Jeg vil forsøge at lave forskellige lege så som stopdans, boldspil, imitation af dyr osv… Dette for at styrke børnenes motoriske udvikling, samt samspillet børnene imellem.

4) Jeg vil i min praktik forsøge at dekorere væggene i klassen, da al dekoration i klassen sidder over børnehøjde. Således at børnene har/får noget at kigge på. Dette vil jeg gøre ved, at lave nogle farverige dekorationer, hvor billeder af børnene, samt deres navne skal indgå. Det er min tanke, at disse dekorationer kan bruges til f.eks. at lære børnene at tælle, lære de andre børns navne at kende osv.

5) Jeg vil under hele mit ophold i Vietnam forsøge at forholde mig nysgerrigt til den vietnamesiske kultur og historie og derved få en større forståelse, samt kendskab til landet. Dette vil jeg bl.a. gøre ved, at besøge forskellige museer, samt tage rundt og opleve de forskellige dele af landet. Jeg vil desuden deltage i de evt. arrangementer, som jeg bliver inviteret med til, samt prioritere at få et dybere kendskab til de lokal område vi bor i, ved at tage på markeder og købe ind, spise på gadekøkkener, tage kontakt til de lokale osv.

Virksomhedsbeskrivelse

2008-09-26T02:04:00.000-07:00

Sao Mais historie:
Trung Tâm Sao Mai (Morning star center) er en institution for handikappede børn startet af Dr. Do Thuy Lan i 1995. Da Dr. Lan startede institutionen i 1995 var det den første institution i Hanoi for handikappede børn. I starten var det en lille institution med 15 børn og to lærerinder, hvor Dr. Lan var nødt til at betale alt ud af egen lomme. Forældre betalte lidt skolepenge, men udover dette var det Dr. Lan der måtte betale resten. I 1996 hjalp en hollandsk organisation med at uddanne lærerinderne, ved at sende en psykolog ud til institutionen. Med tiden blev institutionen større i takt med at behovet for flere pladser til børn steg. På et tidspunkt havde Dr. Lan 4 institutioner med 15-40 børn hvert sted. Nu har hun kun Sao Mai, som vi studerende kender til, samt et lille sted, Bach Mai, med 15-20 børn. Sao Mai åbnede i 2005 og er nu i 2008 en stor institution med 170 børn og ca. 72 ansatte, inklusiv køkkenpersonale, pedel, talepædagoger, fysioterapeuter osv. Børnene på Sao Mai er i alderen 1 1/2 år-15 år gamle. Børnene lider enten af fysiske eller psykiske handikap, så som autisme, downs syndrom og Cerebral parese. Når børnene er fyldt 15, er der ikke længere noget tilbud til dem, hverken på Sao Mai eller andre steder. Forældre har udtrykt ønske om at Dr. Lan skulle udvide Sao Mai så der også var et tilbud for deres børn når de er fyldt 15, men dette er ikke noget som der endnu er taget stilling til. Dr. Lan har dog snakket om at bygge ud og åbne to-tre stuer til, dog for mindre børn. Målet på Sao Mai er at gribe tidligt ind og hjælpe og støtte forældrene.

Institutionens beliggenhed og fysiske rammer:
Sao Mai ligger på Vü Trong Phung gade i Q Thanh Xuân distriktet. Det tager ca. 40 min. for os at komme til Sao Mai – 20 min. på gåben og 20 min. med bus nr. 22.

Der er 2 indgange til Sao Mai. Der er hovedindgangen, som bruges af bl.a. forældre og børnene og en indgang ved cafeen (som Phuong står for). Vi benytter altid indgangen ved cafeen, hvor vi oftest sidder og får noget koldt at drikke, inden vi begynder arbejdet klokken 8.

Der er fire etager på Sao Mai. I stuen er der café, hvor de ældste børn er i en slags jobtræning. Der er et stort køkken, som laver mad til hele Sao Mai. I stuen er der også sygeplejerske, et forældrerådslokale samt en klasse med de bedst fungerende børn, og som har potentiale til at starte i almindelig skole. Desuden er der også udgang til legepladsen herfra.

Her kan man også komme op til den swimmingpool, der ligger ovenover legepladsen. Swimmingpoolen bliver brugt til behandling og genoptræning (har dog ikke set den i brug...)
På 1. sal er der fire klasser med autistiske børn, en klasse med cerebral parese børn og et stort motorikrum.
På 2. sal er der fire klasser med autistiske og andre handicappede børn, en klasse med børn med downs syndrom, et billedkunstlokale samt et kontor.
På 3. sal er der fire kontorer, et rum til talepædagogen, et mødelokale og et rum til frivillige med sofaer og madrasser.
På 4. sal er der ca. 4 klasser, hvor de ældste børn (teenagere) er. desuden er der et musik-terapi rum, computerrum og ca. 3 rum som talepædagogerne bruger.

Løn og forældrebetaling:
Lønnen på Sao Mai afhænger af om lærerinderne er uddannet eller ej og om hvor lang tid de har været på stedet. Hvis de er uddannet på universitetet er lønnen højere end hvis de kommer lige fra High School. Lønnen ligger et sted mellem 1,5 mio. Dong om måneden til maximalt 2,2 mio. Dong, hvilket svarer til ca. 450-660 danske kr. Hver måned bliver lærerinderne vurderet ud fra deres undervisning, og hvis de klarer sig godt, ifølge dem der observerer undervisningen kan de komme op på de 2,2 mio.
Forældrene betaler for at deres børn kan gå på Sao Mai. Denne forældrebetaling afhænger af forældrenes økonomi. De forældre der ikke er fattige, betaler op til 1 mio. om måneden for at have deres børn på Sao Mai. Dette dækker mad mens børnene er på stedet og skal være med til at dække udgifter til el, vand, lønninger osv. De forældre der er meget fattige kan få tilskud for nogle af de organisationer der støtter Sao Mai økonomisk. Det foregår ved at der bliver sendt en ud for at vurdere familiens tilstand og økonomi, og herefter vurderes det hvor meget tilskud familien skal have. Fattige familier betaler mellem 200.000-500.000 pr måned.

Ledelsen:
Sao Mai er en Non Goverment organisation (NGO), hvilket betyder at stedet ikke får tilskud fra staten, men er afhængig af at få doneret penge fra forskellige organisationer. Det er Dr. Lan der er lederen på stedet og som bestemmer hvad der skal ske på stedet og i klasserne. Ud over Dr. Lan, er der en sekretær, der hjælper Dr. Lan på kontoret, og en økonomiansvarlig der holder regnskab med de forskellige udgifter. Dr. Lans søster er også ansat på stedet til at hjælpe med ledelsen når Dr. Lan har for travlt. Dr. Lan bruger meget tid på at finde økonomisk hjælp til Sao Mai, da stedet er afhængig af disse tilskud.
Normering og frivillige:
Hver klasse på Sao Mai har et sted mellem 10-20 elever, og to eller tre lærerinder i hver klasse. Antallet af lærerinder hænger sammen med børnenes behov. Der er ca. 1 lærerinde til hver 5-7 barn afhængig af deres handikap og alder. I vores klasser er der to lærerinder og os. Udover lærerinderne er der en masse frivillige på stedet, både fra udlandet, men også fra de forskellige high schools rundt omkring. De frivillige er der i forskellige perioder. De vietnamesiske frivillige er der ca. i et par timer om ugen i et par måneder. De hjælper lærerinderne med at holde styr på børnene og hjælper med at lege med dem, så lærerinderne kan få lidt større frihed. De mange internationale frivillige på stedet bliver udsendt gennem forskellige organisationer. I øjeblikket er der 4 frivillige udover os. Der er en fra Holland, to fra USA og en fra Australien. De skal alle sammen være her de næste 2 måneder.

Alle lærerinderne, inkl. os bærer en lyserød uniform...

Lørdag d. 20. september

2008-09-20T22:42:00.000-07:00

Hvis man bare forstod vietnamesisk...

Vi var inviteret med til en stor konference om autisme, hvor der var forskellige oplæg om diagnose, "behandling" og hvad man gør i Vietnam, for at hjælpe autister. Da weekenden er blevet lidt hellig for mig, var det med blandede følelser, at jeg forlod Pho Ho Giam kl 7.30- Men så frem til at få mere viden om autisme, samt et indblik i vietnams syn på autisme...
Det viste sig dog, at jeg desværre ikke blev så meget klogere- selvom der var 10-15 andre vesterlændinge, så blev næsten alle foredragene holdt på vietnamesisk... Der var dog et foredrag på Tysk (same, same...) og 2 på engelsk- så på de 8 timer, som konferencen varede, så forstod jeg sammenlagt ca. 30 min... Jeg var en anelse skuffet og irriteret over at have tilbragt 8 timer i en konference sal- når jeg kunne have været ude og opleve en masse, samt nyde det gode vejr- som denne dag var super godt med næsten skyfri himmel (hvilket ikke sker så tit)...!

What too do...

2008-09-19T04:00:00.000-07:00

Torsdag D. 18. september
(skrevet umiddelbart efter ”oplevelsen”, så i må bærer over med mig, mht. grammatik osv…)

Da jeg sad I klassen, mens børnene spiste, hørte jeg godt, at der var et barn der græd, men da strømmen havde været gået hele formiddagen (som det ofte sker), så er det ”normalt” at nogle børn græder pga. den ulidelige varme... Nå men denne pige havde jeg i hvert fald hørt græde i ca. 20 min. uden dog at tillægge det mere opmærksomhed. Da børnene var færdige med maden og vi havde ryddet af, gik jeg ud af klassen for at gå ned til frokost.
I det jeg trådte ud af klassen så jeg hvorfor, denne pige havde grædt – jeg blev helt forskrækket, da det gik op for mig, at hun havde lidt i 20 min. tid og jeg havde siddet og hørt på hendes gråd, uden at gøre noget ved det...
Pigen (ca. 2.5 år) lå på ryggen, mens en lærerinde holdt hende med en arm og med den anden arm bogstaveligt talt skovlede grød ind i munden på hende. Pigen forsøgte hver gang, at lade grøden flyde ud af munden igen, men da hun var ved at blive kvalt i det, måtte hun hoste og spytte for at få maden ud af munden. Lærerinden puttede, den grød pigen spyttede ud, ind i munden på hende igen. På gulvet var der opkast og lærerinden havde endda taget en fejebakke med, så hun kunne fjerne opkasten fra gulvet… Jeg stod et øjeblik og bare så på, mens min hjerne kørte på højtryk for at finde en logisk forklaring på scenariet - men den fandt selvfølgelig ingen... Derefter prøvede jeg på tusinder af forskellige måder, at fortælle lærerinden, at det var forkert, at hun skulle stoppe og at pigen var ved at blive kvalt- med mellemrum gik jeg ind og ud af min klasse- tror det var for lige at få lidt ”luft” for hele episoden. Lærerinden derimod kiggede bare på mig mens hun, stadig tvangs fodrede pigen og gestikulerede, at alt var helt okay og normalt- hvilket det jo bestemt ikke var... Til sidst begyndte jeg bare at græde, tårerne trillede ned af mine kinder, mens jeg febrilsk forsøgte at få hende til at stoppe. Endelig så mine egne lærerinder hvad det var, som jeg reagerede så voldsomt på og de så, at jeg græd- så de gik ud og sagde et eller andet til lærerinden, som så ENDELIG (efter 25 min. tortur) hjalp pigen op og sidde og stoppede!
Det var det hårdeste og sværeste jeg nogensinde har prøvet- at være tilskuer til et overgreb på et andet menneske, uden at være i stand til at kunne gøre noget ved situationen...
Peter (en engelsk mand, som arb. med lærerinderne på Sao Mai) og Phuong (Dr. Lans sekretær), hjalp mig efter frokost pausen med, at snakke med min egne lærerinder og Phuong oversatte/forklarede dem hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Jeg prøvede også at forsøge at få en forståelse/forklaring på, hvorfor den pågældende lærerinde havde handlet, som hun havde. Den eneste forklaring/begrundelse jeg fik var, som jeg havde forventet: at pigen ikke ville spise… Jeg spurgte, om det kunne være pga. af varmen, om hun var syg e.l., at hun ikke havde nogen appetit eller om der var andre logiske forklaringer og om der ikke kunne være en anden måde at håndtere situationen på. det var meget vigtigt for mig, at fortælle at det ikke var for at ”skælde ud” og at jeg ikke ville gå til Dr. Lan med det, da det var tydeligt, at både Phuong og lærerinderne var meget bange for, at jeg skulle gøre det. Det ”eneste” der dog ville ske ved det var, at Dr. Lan ville tage ”affære” i form af, at trække lærerinden i løn og måske i værste tilfælde fyre hende… Hvilket ikke var det, som jeg ønskede at udfaldet af denne situation skulle være. Derimod fortalte jeg, at jeg synes vi skulle hjælpes ad, med at finde en bedre løsning… Må dog indrømme, at jeg mens situationen udspillede sig, bare ønskede lærerinden aldrig kom tilbage… Men fik heldigvis tænkt lidt mere over det…

Peter roste mig efterfølgende for min ”diplomatiske måde” at gribe situationen an på og tilbød at skrive en kommentar til situationen, hvilket jeg tog imod.

Louise told me about an incident that happened when she was in the classroom. She was upset and came to see me. Louise did not understand what had happened and thought it best to see me first. We decided to ask the interpreter to go with her and talk to the teacher concerned. They talked to the teacher and Louise was able to get some information as to why the incident happened.
I was impressed with Louise because she showed a lot of empathy and was careful not to blame anybody till she had discovered what was the cause of the incident. Her attitude was good because when you deal with Autistic children everything can be complicated and twice as complicated when you are involved with Autistic children in another culture. Louise is to be recommended for the way she handled this incident.
Peter Thomas. Teacher trainer. Voluntary Service Overseas.

Peter J Thomas. 19.September 2008

Opfølgning D. 19. september

Jeg bad om lov til at hjælpe, i den pågældende klasse, med at ”made” pigen, fra gårsdagens episode, hvilket jeg fik lov til. Jeg fik hurtigt en ”forståelse” for, hvorfor lærerinden havde set sig nødsaget til, at give hende mad som hun gjorde… det var tydeligt, at pigen absolut ikke ønskede at spise og efter et par forskellige forsøg, på at få hende til at spise, løb jeg ned i caféen og købte et brød- jeg tænkte at hun måske ikke kunne lide maden, havde dårlige erfaringer med grød (som den måde hun fik det i går) o.l. så måske ville hun være mere interesseret i at spise brød, da hun selv kunne bestemme mængden og tempoet… Hun tog imod brøden og jeg tænkte ”jeg har knækket koden”- meen så let var det selvfølgelig ikke! Pigen spise meget, meget lidt af brødet og brugte det meste af tiden på at smuldre det i bitte små stykker… What too do…? Jeg fik en af de andre lærerinder til at oversætte for mig- jeg fortalte til den føromtalte lærerinde, at jeg godt kunne se, at det var en meget svær situation, som hun stod i og at jeg i weekenden ville tænke over hvilke andre løsninger der kunne være. Så alt i alt en meget kompleks situation, da hun åbenbart heller ikke spiser derhjemme, så der er mange ting der spiller ind, men jeg vil forsøge, at finde en løsning- velvidende at jeg højest sandsynligt ikke finder én…

Lørdag D. 13. september

2008-09-17T07:36:00.000-07:00

Den usynlige landsby Kiêu Ky...

Op skulle jeg jo, så efter 2 timers søvn tog jeg et laaaangt bad og begav mig ind mod Hoan Kiem søen, for at få en MEGET tiltrængt morgenkaffe...
Derefter fandt jeg en MotorBike-driver, viste ham navnet på landsbyen- han sagde 70.000VD og så sagde jeg 50.000VD og vi havde en deal (-: Vi var et yndigt syn, med matchende pink hjelme...

Ad sti af sted gik det og vi kørte ud af Hanoi og mod sølv landsbyen, jeg var rigtig stolt af mig selv over, at jeg var kommet afsted, trods tømmermændene som hang truende over mig, og glædede mig ved tanken om alt det billige og flotte sølv, som jeg skulle kigge på (og måske endda købe (-; ). Da vi havde kørt i lidt over 30min begyndte Chaufføren at spørge om vej og jeg anede at vi var lidt lost, i bogen stod der at det var 12km uden for Hanoi og vi havde mindst kørt 25km... men efter at have spurgt en del personer om vej, så det ud til at han var på rette vej og jeg smilede ved tanken om snart at være der... Det vist sig, at det var lidt for tidligt glæde sig, for efter at have tilbagelagt endnu ca. 20km var vi stadig ikke nået frem... vi stoppede i en lille landsby, for at få lidt at drikke og chaufføren spurgte endnu engang om vej... Folkene i byen kiggede meget eftertænksomt på mig og jeg kunne næste se, at de tænkte "hvad laver den hvide pige så langt væk fra alle de andre turister...?"
Chaufføren var virkelig sød og umådelig serviceminded, de 50.000VD var for længst brugt på benzin, men han beklagede sig ikke, men var fast besluttet på at få mig til Kiêu Ky...

Jeg besluttede dog, at eftersom vi efterhånden havde kørt i lidt over 1.5 time og endnu ikke havde fundet landsbyen og ingen tilsyneladende anede hvor denne lå, så var der nok ikke den store udsigt til at være der snart... Og vi kørte tilbage med uforrettet sag tilbage mod Hanoi igen... Udover aldrig at finde landsbyen, så var det virkelig en flot interessant tur jeg fik...

Da vi kom tilbage til Hanoi igen, var min numse fuldstændig følelsesløs og jeg havde virkelig store problemer med at komme af motorBiken igen, så chaufføren måtte hjælpe mig...

Tror ikke jeg kan sige det nok gange, men chaufføren var virkelig så sød, selvom turen var MEGET længere end først antaget, så krævede han ikke engang ekstra penge !!???!!! Hvilket ville være alt andet end rimeligt, jeg gav ham dog 200.000VD og han takkede mange gange- sikken en dejlig anderledes vietnameser...

Fredag D. 12. september

2008-09-16T01:44:00.005-07:00

Bowling med 13 Vietnamesere...
Det skal opleves!

Sara, Jannie og jeg havde inviteret vores læreinder ud og spise og bowle. Til at starte med var det bare 9 læreinder og så os- men på da tiden nærmede sig d. 12, var vi lige pludselig oppe på 17 pers. (inkl. os 4 danskere), da nogle gerne ville have børn og mand med og da vi ikke kunne lide at sige nej- ja så voksede antallet af deltagere... Nå men vi sørgede for hele tiden at holde bowling centret opdateret, da vi både havde bestilt borde i restauranten og baner.... eller det var i hvert fald hvad vi troede...
Men da dagen kom og vi alle mødte op i bowling centret, viste det sig at hele restauranten var booket til et stort selskab og vi gik derfor ned på en restaurant som lå i nærheden. Tjenerne så dog noget overrasket ud, da vi troppede 17 pers. op- men efter et kvarters tid, havde de fået samlet nogle borde og dækket op til os. Vi fik 2 menukort til 17 pers, så udsigten til at få mad var ikke lige i den nærmeste fremtid, men heldigvis tog én af lærerinderne styringen og hun formåede på overraskende vis, at få klaret alle bestillinger på rekordtid! Jannie, Allan, Sara og jeg bestilte alle den samme kødret, og læreinderne bestilte alle nudler m. "seafood" og "lav-selv" forårsruller. Så langt så godt.
Vores kødretter kom først på bordet og ca. 10 min efter kom læreindernes mad. Det underlige var, at vores kødretter blev stillet midt på borden, så alle kunne smage, mens læreinderne fik hver deres ret stillet foran sig- da jeg ikke er så glad for seafood, var det lidt af en "mave-tom" fornemmelse, for nåede kun at få 2-3 stykker kød... Lærerinderne var dog så søde, at lave en forårsrulle til mig og så fik jeg lidt deres nudler. I Vietnam er man ikke så hysterisk med andres bakterier- så jeg fik lidt fra hver af deres tallerken, serveret med deres spisepinde, som de har haft i munden- Hvad man ikke dør af, bliver man vel stærkere af.... Haha

Afsted mod bowling centret igen, vi bestilte 3 baner og inden vi havde set os om, så havde én af lærerinderne fordelt os og skrevet vores navne på banerne- Meget effektivt, det er ellers det der kan tage laaang tid i DK (-:

Mine 2 lærerinder Huong (tv) og Ham (th)

De fleste af læreinderne havde aldrig prøvet at bowle, jeg vil prøve at forklare: nogen løb forvirret fra bane til bane med deres kugle, nogen tabte kuglen da de skulle bowle, andre overtrådte med 1-2 meter og nogen trillede kuglen mellem benene, altså et stort kaos... Men de var meget gode til at heppe på hinanden... (-:

Efter bowlingen tog Jannie, Allan og jeg sammen med nogen fra ambassaden på et noget anderledes diskotek (Solas)... for det første tog det en evighed for taxichaufføren at finde det og for det andet, så viste det sig, at diskoteket/baren var en gammel fiskekutter- men hyggeligt var det og de lavede de bedste mojito... så med slinger i valsen, kom vi retur til Pho Ho Giam ved en 6´tiden... Hvilket var lidt for sent for mit vedkommende, da jeg havde planlagt en tur til en sølv landsby lørdag morgen...

Ny Tattoo

2008-09-16T01:44:00.004-07:00

En ægte Hanoi-Tattoo

Torsdag d. 11. september var dagen, hvor jeg officielt blev ægte Hanoianer... Hvilket denne noget uønskede tattoo viser:

En sådan fin tattoo får man, når man kommer til at gå ind i en brand varm udstødning på én af de tusinder af MotorBikes som findes i Hanoi... AV, tror jeg er det ord, som beskriver det bedst!

Sao Mai D. 10.-12. september

2008-09-16T01:44:00.003-07:00

Nye elever, Moon-festival på Sao Mai og en følelse af afmagt...

Dette skal fejres, og når man nu har lavet et program hvor børnene skal optræde og brugt til på at forberede det- ja hvorfor så ikke gentage succesen 3 dage i træk...!? Min første tanke er: hvor er det bare typisk Vietnamesere...

Vi slæber alle børnene op på første sal den 1. dag og ned i gården de andre dage - laver et program som varer ca. 2 timer, fylder de første 15-20 min. ud med underholdning med børn, for børnene og så fylder vi resten af tiden ud med taler af forskellig art- og hvorfor ikke invitere forældrene den ene dag, og sponsorer af forskellig art de 2 andre dage... Kan godt være jeg lyder lidt negativ- men det giver simpelthen ikke nogen mening for mig at tage alle børnene (de fleste autister) ud af deres vante rammer, for at de skal sidde stille og lytte til forskellige taler osv...Og så 3 dage i træk!

Nå men når nu det er sagt, så var det interessant at se hvordan de fejre nye elevers ankomst og moon-festivallen. Børnene var virkelig gode og de har trænet hårdt i en uge til dette og deres kostumer var virkelig flotte og kreativt lavet.

Den sidste dag, fredag, var der lidt mere for børnene, da en gruppe studerende havde taget sig tid til at komme og lave noget underholdning for børnene- det var dog tydeligt at mærke at flere af børnene ikke helt kunne overskue det- nogle græd, andre holdt sig for ørene, mens andre havde svært ved at skulle sidde stille...

Desuden var der en af de ældre (ca. 14år) børn, som meget gerne ville i kontakt med mig, først kom han hen og bogstaveligt talt satte sig på ryggen af mig, jeg forsøgte at forklare, at det gjorde temmelig ondt- men lidt efter kom han igen og satte sig, da jeg fik ham lidt væk prøvede jeg igen at forklare- men det virkede ikke helt, bagefter kom han og lagde hænderne rundt om min hals og klemte til- jeg fik hans hænder væk og sagde "Nej", hans lærerinder kiggede og smilede til mig, da jeg med mit blik prøvede at signalere at det ikke var rart- derefter kom han hurtigt tilbage og gjorde det samme igen- denne gang med et fastere greb og det var svært for mig at få dem væk igen. Det var så ubehageligt og der gik fuldstændig panik i mig, så jeg blev simpelthen nød til at forlade arrangementet, da jeg var bange for at jeg i ren refleks ville komme til at slå ud efter ham. Bagefter sad jeg lidt og tænkte over hvad det var der gjorde, at jeg reagerede så voldsomt og jeg tror at det var fordi, at jeg hverken kunne forklare drengen eller lærerinderne, hvad det gjorde ved mig, at han tog kvælertag på mig. Og at jeg går panik, når nogen gør det ved mig. Det var en rigtig ubehagelig følelse af fuldstændig afmagt, som jeg sad med bagefter.

Mandag D. 8. september

2008-09-16T01:44:00.002-07:00

Moon-festival på KOTO...

KOTO er et sted, hvor gadebørn og børn med en belastet baggrund kan komme og få en uddannelse, de lærer engelsk og får kurser i madlavning. Koto har to restauranter i Hanoi hvor de unge bagefter kan få et job.

Moon-festival er noget som holdes hvert år og det er der hvor månen er rundes (fuldmåne), det er en fest får børnene, hvor der er underholdning og hvor børnene får mulighed for at ønske at deres drømme skal gå i opfyldelse og man spiser en speciel kage, som er MEGET sød og ligger utrolig tungt i maven. Denne højtid kan vist nogenlunde sammenlignes med fastelavn..

Nå men vi var blevet inviteret at An Vu, som også arbejder på Sao Mai et par gange om ugen og vi havde forstået at det var med mad... meen maden viste sig at bestå af chips, mooncake og frugt, efter at have indtaget denne næringsrige aftensmad, begyndte underholdningen. Nogle af børnene havde klædt sig ud i drage-kostume, en anden dreng havde en trøje på maven og maske på og viftede med en vifte foran dragen og forsøgte at få dragen ind i huset, mens en tredje dreng tæmmede dragen med en stor kæp.

Dragen er et af de 4 hellige dyr i Vietnam og det bringer lykke, hvis dragen kommer ind i ens hus.

Dernæst fik vi hvert et rosenblad, som skulle symbolisere vores drøm, hvorefter vi alle gik ned mod Westlake for at lægge vores drømme/ønsker i en lotusblomst, som skulle sættes ud på Westlake.

En meget smuk og unik oplevelse at se ens drømme flyde væk i en lotusblomst på Westlake....

Søndag D. 7. september...

2008-09-16T01:44:00.001-07:00

Bryllup 7/9 2008...

En af læreinderne (ved stadig ikke hvem hun er) på Sao Mai skulle giftes og Sara, Jannie, Allan og jeg blev inviteret med til receptionen - Juhuuu en mulighed for, at få brugt en af de mange nye kjoler (-:

I invitationen stod der en masse på vietnamesisk, som vi selvfølgelig ikke forstod, det eneste vi faktisk forstod var: 7/9 2008 og kl 9.30-12.30... Hvilket må siges at være de væsentligste detaljer (-: Dr. Lan forklarede os, at det er almindeligt at man i Vietnam inviterer ca. 600 personer til et bryllup og for at have plads til alle, så deler man gæsterne op i hold og vi var så på "morgen holdet" og det forventes at man forlader receptionen kl. 12.30 så der er plads til de nye gæster... Vi var alle sammen fulde af forventninger og spændte på at opleve et vietnamesisk bryllup... Vi aftalte med Dr. Lan at vi skulle komme hjem til hende først og derefter følges til receptionen, vi spurgte hvad vi skulle give i gave og fik af vide, at det er normalt at hver person giver 200.000VD (60kr)- så kan brudeparret selv købe hvad de mangler...

Vi drog alle afsted kl. 9.00 søndag morgen og ankom hos Dr. Lan 9.45- taxachaufføren var ikke helt så kendt i området og havde mildesttalt problemer med at finde hendes hus...

Nå, men da vi endelig kom til Dr. Lan´s hus blev vi modtaget af Dr. Lan og en ung pige, som jeg troede var hendes datter- jeg gav derfor pænt hånd og præsenterede mig selv- hun tog imod min hånd, men sagde intet- men da jeg jo gerne ville hilse "ordenligt" på hende forsøgte jeg igen på vietnamesisk: "Toi La Louise..."(jeg hedder Louise)- "Em te la si..?" (hvad hedder du?) hvoefter hun bare rystede på hovedet...Hmm jeg prøvede igen, bare langsommere "Em...te...la...si?" hun rystede på hovedet igen, mens hun sagde "Kaum" (nej)...Hvorfor vil hun dog ikke sige sit navn, tænkte jeg og gav det et forsøg mere, endnu langsommere og tydeligere "EM......TE......LA......SI?"- til sidst opgav jeg og fandt bagefter ud af, at hun ikke var Dr. Lan´s datter, men hendes maid, og det var derfor ikke hendes "bord" at socialisere med gæsterne... Hvor pinligt!- her havde jeg stået og forsøgt, at gøre mig forståelig imens hun har forstået det allerede første gang...

Hjemme hos Dr. Lan

Videre til receptionen, hvor Sara og jeg følte os en anelse "overdressed", da alle andre havde t-shirt og bukser på!!!

Nå men vi blev næsten med de samme inviteret hjem til brudens familie, hvor de inviterede på the og hvor vi mødte brudens bedstemor, en dame på 70 år, ca. 1.5m høj med kulsorte tænder- hun var bare så sød og virkelig sjov... selvom hende og jeg ikke forstod et kuk af, hvad hinanden sagde, så lykkedes det os på en eller anden måde, at få en lang snak... Hun tilbød mig noget af hendes frugt, som hun tyggede på og som gjorde tænderne sorte, jeg takkede pænt nej og fortalte at i DK er det "moderne" at have hvide tænder- en af gæsterne fortalte, at sorte tænder er et tegn på sunde og stærke tænder i Vietnam... Jeg forsøgte at fortælle, at de så ud til at det virkede, for i Dk har de fleste på hendes alder protese!!!

Da vi kom tilbage til receptionen, var det tid til at spise- vi fik en masse forskellige retter mad- én af dem var "pil selv-rejer", som jeg spiste en hel del af, jeg prøvede at finde et sted, hvor jeg kunne lægge de afpillede skaller, en af gæsterne så mit søgende blik og viste, at jeg bare kunne lægge dem på dugen eller smide dem på gulvet- Hmm jeg så mig lidt omkring og så hvordan folk bare smed deres rester på gulvet- den var vist ikke lige gået i DK...

Efter vi havde spist skulle vi hjem, men vi havde endnu ikke set brudeparret- så havde ingen anelse om, hvem det var der skulle giftes og hvem det var vi havde været til reception hos- MEGET mærkelig oplevelse!

Et par dage efter havde min lærerinde (Huong) billeder med af brudeparret, gommen var åbenbart hendes broder...

En følelse af, at være MEGET langt hjemmefra...

Senere på dagen tog jeg ud for at købe svinekød, på vores lokale marked, da jeg havde lovet at lave bryggergryde om aftenen til os alle sammen. Det blev til en lidt ubehagelig oplevelse!!!
Normalt plejer der at være mange boder med kød, så da jeg ankom til markedet ville jeg lige se mig omkring, inden jeg besluttede mig for, hvor jeg skulle købe mit kød. Den første bod jeg kom til, havde dækket kødet over med et klæde og da damen, som ejede boden havde travlt med noget andet, lettede jeg på klædet, for at se hvad hun solgte...Det var ikke lige det kød jeg skulle bruge, så jeg gik videre uden at tale med sælgeren. Denne dag var åbenbart anderledes end andre dage, for der var kun to boder med kød, som var "åbne"... Jeg gik derfor tilbage til den første bod jeg havde kigget på, for at se nærmere på hendes udvalg og her gik det så galt!!!!
Damen kiggede på mig med med så meget foragt, at jeg med det samme følte mig ubehageligt tilpas, men da jeg ikke viste hvad der var galt gik jeg tættere på for at spørge, hun begyndte at råbe af mig, mens hun viftede mig væk med hænderne- Det var ret tydeligt, at hun ikke ønskede at se mig og ej heller ville eje mine penge- om jeg så havde foræret hende dem- hvilket er ret usædvanligt i Vietnam. HVAD F..... HAVDE JEG DOG GJORT!!!????
Jeg forstod virkelig ikke hvad jeg havde gjort galt, men gik over til boden ved siden af for at købe kød der, damen stod stadig og råbte af mig og flere mennesker havde vendt sig om og kiggede med de samme hadefulde øjne på mig- det lykkedes mig dog at få lov at købe kød i den anden bod- men tror at den anden dame råbte at hun ikke skulle sælge mig noget!!!
Puha, lige pludselig følte jeg mig godt nok MEGET langt hjemmefra: jeg havde ingen anelse om, hvad det hele drejede sig om, om jeg havde fornærmet hende på nogen måde eller hvad søren jeg havde gjort galt og jeg havde absolut ingen mulighed for at finde ud af det eller forklare mig...
Det var virkelig en ubehagelig oplevelse, som jeg har brugt en del energi på at tænke på, samtidig gik det op for mig hvor svært det er at være i et andet land/anden kultur, især når man ikke kan sproget...
Senere har jeg fundet ud af, at det kan have noget med overtro at gøre, da den første kunde der køber noget har betydning for salget resten af dagen og/eller at jeg muligvis har fornærmet hende ved først at kigge og derfeter vendt tilbage da der ikke var nogle andre boder der var åbne...

Sao Mai

2008-09-16T01:44:00.000-07:00

Faktisk rart at være tilbage på Sao Mai...

Efter at have været væk fra sao Mai i ca. 14 dage, var det overraskende rart at vende tilbage på Sao Mai. Da jeg trådte ind i klasselokalet om morgenen, kom børnene løbende over til mig og jeg fik massere af kram og lærerinderne smilede og forsøgte, så godt de nu kunne, at spørge ind til min ferie- hvilken dejlig velkomst... Må nok indrømme at jeg inden ferien ikke var helt sikker på, om jeg overhovedet var glad for at være på Sao Mai- hovedsageligt fordi kommunikationen imellem lærerinderne og mig er meget sparsom og derfor har jeg ofte følt mig meget alene og frustreret over ikke at kunne have en ordentlig samtale med nogle af dem. Dem som kender mig, ved også at jeg er glad for at snakke og oftest har en kommentar til det meste, så når jeg ser det lidt i bakspejlet, så er det måske en meget god øvelse for mig, at skulle observere uden faktisk at være i stand til kommentere på hvad jeg ser...

Inden jeg tog afsted på ferie, havde jeg sat et lille projekt igang (uden faktisk selv at være helt klar over det!!!) 2 af drengene i klassen, blev hver dag madet af læreinderne, selvom de er ca. 4 år og deres motorik umiddelbart er god til, at de kan spise selv- jeg havde længe siddet og tænkt over hvorfor de mon blev madet og eftersom det ikke var så nemt at få et svar fra lærerinderne, besluttede jeg mig en dag for, at finde ud af om de mon ikke selv var i stand til at spise selv. Jeg tog derfor et bord og 2 stole frem og satte de to drenge ved bordet, hvorefter jeg hentede en tallerken grød til dem begge og satte mig derefter foran drengene og gav dem en ske hver. Både lærerinderne, men også drengene kiggede lidt forundret på mig og jeg tror de tænkte "Hvad søren har hun gang i???"... Drengene tog skeerne i hånden, men var ikke helt klar over, hvad det var der skulle ske, jeg prøvede på mit gebrokne Vietnamesiske at sige "An di´" (Noget i retningen af spis...) Drengene kiggede endnu engang på mig og så på hinanden- "Hvad er det dog hun vil...". Nå, jeg tog så og hjalp drengene skriftesvis med at få en skefuld grød op på skeen og ind i munden og hvergang de havde spist en mundfuld, udbrød jeg en masse: jaaa! Godt! juhuuu!! efterfuldt af HighFive og thoms up... Hvilket var til stor morskab for drengene og der gik derefter hurtigt sport i at få spist en mundfuld, så vi kunne "fejre" det...

Dette gjorde jeg et par dage inden ferien og til min store overraskelse havde lærerinderne åbenbart fortsat med dette mens jeg var på ferie, for da børnene skulle til at spise frokost, havde læreinderne dækket op til de to drenge og mig!!! Det var en ubeskrivelig følelse af stolthed og glæde, der fyldte mig, da det gik op for mig, at lærerinderne rent faktisk havde lagt mærke til hvad jeg havde gjort og så endda fuldt op på det!!! Det gik ligepludselig op for mig, at det ikke kræver store samtaler, fagter osv. at kommunikere, men at en udemærket måde at kommunikere på faktisk er: "at gå foran" og på den måde vise hvad det er man tænker...

Senere på ugen havde jeg en tolk i klassen og jeg fortalte hvad der var "sket" og bad hende takke lærerinderne for at have lagt mærke til det og for at have fulgt op på det. lærerinderne fortalte at de synes det var en rigtig god idé, da det var "tidsbesparende" for dem og de roste mig for at have fundet en løsning! Ja der kan man bare se, det var jo ikke lige fordi jeg havde opfundet den dybe tallerken, men noget der var så indlysende og simpelt for mig, var rent faktisk "nytænkning" for dem- Så uden at lyde alt for "kliché agtig" så endte det med at vi alle lærte noget!

Drengene sidder nu sammen med de andre børn ved det store bord og spiser...

Sao Mai´s vagthunde...

Sao Mai har åbenbart 2 hunde som holder vagt om natten, de bor ude under en trappe i gården ved legepladsen- hvilket jeg først for nyligt har fundet ud af... Hundene bor i et bur, hvilket er ok- problemet er bare, at burets bund er lavet af hønsenet, hvilket er godt mørt og fyldt med store huller og da buret er hævet ca. 20cm over jorden, falder hundene igennem hullerne med deres poter og risikerer at få nogle dybe flænger- Og da jeg jo er en rigtig "dog-lover", var den eneste rigtige handling, at få fat i pedellen og spørge ham om det mon ikke kunne lade sig gøre, at hundene kunne få en ny bund i buret- jeg/vi skulle nok betale... Dagen efter kom han og viste mig det nye net han havde købt, samt en regning på 200.000VD (60kr) - Sara og jeg betalte med glæde og et par dage efter var den nye bund lagt i buret, Glade var vi!!! (-:

Hoi An

2008-09-02T02:48:00.000-07:00

I`m no Scarlett...

Sara og jeg tog fredag d. 22. august på ferie til Hoi An, som er en ferie/bade by syd for Hanoi- vi valgte at tage afsted allerede nu, da de snart har regntid og hvem gidder på ferie til et sted hvor det regner...

Vi ankom til Da Nang lufthavn kl 21.00 efter ca.1 times flyvetur- lufthavnen var meget lille og da vi havde taget vores baggage og det var blevet tjekket, at det faktisk var vores baggage, gik vi ud i "ankomsthallen" som i Da Nang var direkte ud på en gade...Ja lille var den...
Eftersom vi jo er ved at være rutineret i at tage taxi og ikke betale overpris, så gik vi uden om alle de meget ivrige chauffører og direkte hen til en Malin-taxi- som vi kender fra Hanoi og som ikke snyder- vi satte os ind og viste chaufføren adressen til vores hotel i Hai An og han kørte derud af... Da jeg spørger chaufføren om et spørgsmål, svare han noget der lød som: "Sorry you`r no Scarlett..." Hmm... jeg sad lidt og funderede over svaret- nej, selvfølgelig ved jeg godt at jeg ikke er nogen Scarlett, men derfor kunne han da godt svare... Jeg forsøgte og se om Sara havde hørt det samme, for jeg var efter lidt tænketid ved at flække af grin... Sara havde vist ikke hørt det, så jeg forsøgte at fortælle hende det, uden at chaufføren opdagede at der var ham jeg grinte af- Sara spurgte ham derefter om noget, hvortil han svarede: "Sorry, i`m no Scarlett..." Hvorefter vi slet ikke kunne holde masken... Så det første spørgsmål er så: Hvis jeg ikke er nogen Scarlett og chaufføren heller ikke er, hvem er så?, hvem er hun? og hvor er hun???
Efter ca. 25min i taxaen med grineflip, og fundering over hvem der er en Scarlett, nåede vi frem til hotellet, hvor vi blev mødt af en ung mand, som var portner, han kiggede på os og lukkede os ind, vi hilste pænt, men han svarede ikke og havde ingen mimik, som kunne indikere at hun hilste tilbage... Andet spørgsmå: er han døv?, stum? eller måske ikke fra denne verden...?
Nå, men op på værelset, som var ok pænt, vi satte vores tasker og gik ud for at finde noget at spise og fandt restaurant "Eden"- bestilte en creamy tomatsuppe og agurk/tomat salat, som vi kender fra Hanoi, Men skuffet blev vi... Tomatsuppen smagte af og lignede vand med tomatpurre og salaten var mildt sagt fesen... mens vi sad og "nød" vores mad, kom en meget fuld mand ned fra en karaoke bar, som åbenbart lå over restauranten... Manden var så fuld at han havde problemer med at gå og havde det vist ikke for godt... For pludselig begynder han at kaste op, kun få meter fra Sara og jeg, som sad og spiste...Ard... Nå vi forsøger, at forklare at det ikke er det fedeste at se/høre på når vi sidder og spiser, men servitricen laver bare en bevægelse med hånden, som indikerer at han har fået for meget...Hmm det var jo sådan set også den konklusion vi var kommet frem til!!! Nå det ender så med at vi stadig "brokker" os og til sidst fatter de det vist og sætter ham så op på en knallert- hvilket fik Sara og jeg til at prostere højlydt- men Vietnamesisk logik er vist: Hvis manden ikke kan gå- så må han jo køre....

Morgenene efter gik vi ned i restauranten som hørte til hotellet, for at få lidt morgenmad hvilket var inkluderet. Vi tog hver et stykke lækkert friskbagt brød, troede vi... kort efter var vores tallerkner levende af små myre og vi smed straks tallerkenerne fra os- en ansat på hotellet kiggede på vores tallerkner, mens vi ivrigt prøvede at forklare at brødet var uønsket "proteinberiget"...hun tog til sidst brødkurven og kom kortefter tilbage mens hun kiggede undersøgende på brødet- har en stærk mistanke om at hun bare lige havde rystet det og skulle sikre sig at myrene ikke var der mere... hmm vi nøjedes derefter med ristet toastbrød...

Sara og jeg lejede en motorbike hver, vi tænkte at det var en god mulighed for at afprøve vores evner i den vietnamesiske traffik... vi var lidt tøvende den første dag, men derefter blev vi næsten prof til at køre dem- dog med en max. hastighed på 60kmh- selvom den kunne køre 160kmh, er vejene dårlige og specielt de vietnamesiske med-traffikanter gør, at det ville være livsfarligt at køre hurtigere.

Fredag d. 29. august tog Sara og jeg en tur til Cham Island med motorbåd, for at se den smukke og noglelunde turistfri ø, men særligt for at snorkle... Uhh jeg var lidt nervøs, fordi jeg lider lidt af vandskræk og derfor var bange for at gå i panik, men det gik noglelunde smertefrit- vandet var en smugle grumset, men jeg fik da set nemofisk, triggerfisk, papegøjefisk, kæmpe blå/lilla søstjerner og nogle andre flotte fisk... En helt ubeskrivelig fed oplevelse- som jeg helt sikkert skal prøve igen... Senere tog vi ud på en, på nær en lille lokal restaurant, øde strand hvor vi fik serveret alt godt fra havet- jeg nåede at smage østers og en snegl, inden jeg blev stukket på ryggen af en STOR bi... FOR H...... hvor gjorde det ondt, de lokale fattede hurtigt hvad der var sket og kom med noget salve samt gennemtyggede peanuts som de smurte på... hvilket lindrede en smule, men jeg havde så ondt at jeg ikke kunne spise mere om bare måtte gå en lang tur hvor jeg bandede og svovlede en hel del... først efter 1½ døgn var smerten helt væk, øv øv øv.

Søndag var der Miss Vietnam (finalen) i Hoi An, som Sara og jeg rigtig gerne ville se, men da vi skulle på job mandag kunne det ikke lade sig gøre- men heldigvis ringede Jannie og fortalte at Sao Mai var lukket mandag pga. helligdag, så vi skyndte os at få lavet vores flybillet om til mandag aften (kostede 15kr) og købte billetter til showet (150kr). Det var et stort og meget prangende show, dog var noget af showet fyldt med fejl: Åbningen kiksede, da lyd og fyrværkeri ikke gik igang, så det måtte gøres om og deltagerne var ikke helt så gode til at huske hvilken vej de skulle gå, hvilket resulterede i at der flere gange stod 7 piger i én side og kun 3 piger i den anden side, og til sidst måtte tv-mændene stå og guide pigerne med diverse fagter.. men alt i alt et flot show. Bagefter blev jeg interviewet til Vietnamesisk tv, hvilket var en sjov oplevelse. Interviewet var på engelsk og intervieweren spurgte om nogle lidt anderledes spørgsmål: 1. hvordan synes du publikum var?, 2. hvordan var showet? og 3. hvad synes du om vinderen? Jeg havde allermest lyst til at svare: 1.kedelige og meget uengageret, 2.flot men fyldt med fejl og 3.tror at det afhænger af øjnene der ser, men flot kjole hun havde på... Men svarede selvfølgelig bare: 1. meget engagerede, 2. smukt og meget flot show og 3. super smuk vinder...

Ellers brugte Sara og jeg ellers dagene på, at ligge på stranden

...og fise rundt fra den ene skrædder til den anden og fik syet diverse kjoler og nederdele- vi havde den plan at vi hellere ville spille på flere heste i starten hvorefter vi kunne finde frem til den bedste skrædder, så vi fik syet nogle simple kjoler i starten og fandt til sidst frem til én skrædder: MINH KHÁNH, som er ejet af Hieñ og hendes datter Thuý- de er virkelig dygtige og på en eller anden måde lykkedes det dem, at forvandle de billeder vi havde i hovedet til super flotte kjoler... Så der endte vi med at få lavet det meste af vores tøj- tror alt i alt at jeg har fået lavet ca. 25 stykker tøj s-:

Vi fik også lavet en del sko (ca. 10 par) og måtte købte en ekstra rygsæk...Puha havde ellers ikke de store planer om at få lavet noget inden vi tog afsted og havde også sagt til Sara, at jeg ikke regnede med at få lavet så meget... Hmm har lige pakket det hele ud og må (endnu engang) konstatere, at jeg ikke er så god til at begrænse mig... Har regnet mig frem til at for at få brugt kjolerne, så skal jeg i hvert fald til 7-10 bryllupper/store fester/runde fødselsdage og min. 1 Oscar uddeling....

Alt i alt har det været super skønt med en ferie- men må indrømme, at jeg den sidste dag glædede mig til at komme "hjem" til Hanoi (-:

En dejlig weekend

2008-08-17T04:51:00.000-07:00

Så blev jeg endelig rask (-:

Jeg var tilbage på Sao Mai torsdag og må indrømme, at jeg faktisk glædede mig helt vildt til endelig at komme på arbejde. Jeg blev modtaget med kram og smil fra børnene og et stort smil fra både Huong og Hám, som med stor interesse spurgte ind til hvad jeg havde fejlet og om jeg havde fået det bedre- Jeg fortalte dem, at jeg havde forsøgt at komme onsdag, men at jeg måtte vende om efter 5 min. i bus- da jeg var ved at kaste op, men at jeg i dag (torsdag) havde det meget bedre (-: Faktisk synes jeg, at de begge er "blødt" mere op og de forsøger virkelig at forstå mig, og de gør en stor indsats for at kommunikere med mig, via en lille vietnamesisk-engelsk ordbog, så allerede nu føler jeg at det nok skal gå... Tror vist nok også at Huong inviterede mig til fest i slutningen af denne måned- men er ikke sikker, så vi får se...

Hám og Huong

Fredag blev børnene fotograferet, hvilket var en smule kaotisk, efter min mening... Børnene blev kaldt op én efter en og skulle så have en hat på og løbe på et løbehjul og spille bold, mens de andre børn skulle se på... Meeen eftersom de sjældent "får lov" til at lege, så var de selvfølgelig meget interesseret i at lege med de nye ting og gik hen for at se på de fine legesager, hvilket resulterede i et mindre kaos, hvor fotografen havde svært ved at få taget billeder af ét barn, da der hele tiden gik andre børn ind foran...

Fotografen havde den længste negl jeg længe har set- I Vietnam har mange af mændene lange negle- et symbol på status...

Fredag aften tog Sara, Jannie og jeg på DragonFly, som er en bar/diskotek, sammen med nogen af de andre frivillige fra Sao Mai. det var en rigtig hyggelig aften, hvor vi oplevede en del: vi drak kolde øl på en "usynlig bar" midt på gaden, så gade-knallert løb, blev antastet af prostituerede, jeg fik et lift på en motor-bike og endte til sidst på the Loo Bar, hvor alt er formet som toiletter...

Orange er nok ikke lige min farve...

Typisk vietnamesisk opstilling, når der skal tages billeder...

Lørdag tog vi alle sammen på Horison Hotel for at bade i deres pool, da vi havde læst i HanoiGuide, at man kunne betale for at benytte den én dag. Men da vi kom frem, fortalte de, at det var lavet om og at man nu skulle være medlem- hvilket kostede 150$... Hvad gør man så...Man lyver selvfølgelig, bare en lille hvid løgn om, at vi havde rejst langt for at benytte deres pool, da vi havde læst så meget godt om den... hvilket jo var næsten rigtigt- vi havde jo gået i, i hvert fald 10 min- men vores tømmermænd gjorde nok, at vi lignede nogen der havde rejst i flere timer... Så vi fik lov og vi nød det i fulde drag!!!

Flere billeder på picasa...

2008-08-12T06:25:00.000-07:00

Ja, ligger så stadig syg, så der er ikke sket noget der er værd at skrive om... Dog har jeg haft lidt tid til at lægge nogle flere billeder på webalbumet Pisaca- der er et link i højre side...
Håber at være frisk til at gå på arbejde i morgen, for tror snart jeg får liggesår og klaustrofobi, hvis jeg skal fortsætte med at være syg...

syg - luxus - syg igen )-:

2008-08-10T03:49:00.000-07:00

Efter 3 dage i sengen, har man da fortjent lidt luxus...

Jeg har været så heldig, at have fået tilraget mig en omgang influenza- Så har ligget i sengen i 3 dage og har derfor heller ikke været på job torsdag og fredag... Ikke det fedeste at ligge med feber i Vietnam, skal det lige tilføjes! Varmen og luftfugtigheden på ca. 100% gør, at det føles som om man har 70 i feber... Stakkels mig- havde godt nok ondt af mig selv!

Nå, men lørdag havde jeg det faktisk rigtig godt og tænkte at feberen var væk- med hjælp fra "Rhumenol Flu 500", nogle grønne piller jeg havde fået at Trang.

Sara og jeg besluttede os derfor for, at tage en "Luxury-day"! Vi bestilte tid hos et Spa sted, som de tidligere studerende havde anbefalet og jeg fik thai-massage, deep cleansing ansigtsbehandling inkl. speciel øjenbehandling, samt fodmassage og peddicure- alt i alt 3½times forkælelse for i alt 450kr. Lidt dyrt, men det var godt nok også et dejligt sted og et betydeligt pænere sted end det første vi var på...

Senere på aften tog vi ud og spiste med jannie og Allan, på en "5-stjernet" restaurant, som vi var gået forbi tidligere på ugen. På denne restaurant sidder men ude i en have og spiser, restauranten har ikke noget menukort, men buffet... Tror nok, at de "5-stjerner" er nogen de har givet sig selv, for maden var bestemt ikke noget specielt- derimod var der en rigtig hyggelig stemning og rammerne var meget fine...

Pludselig begynder det at regne helt vildt og, da vi som sagt sidder udenfor, bliver vi nød til at rykke tæt sammen under parasollen for ikke at blive våde... Tjenerne kom og holdt paraplyer over vores hoveder, når vi skulle op i buffe´en - Tror så nok også at maden var det eneste der ikke blev vådt- da parasollerne var utætte og vi sad med fødderne i vand...

Ja og resultatet af denne episode/oplevelse- som man jo kan tænkte sig til var, at jeg så vågnede op i morges med min gode ven, influenza, igen... )-:

3. dag på Sao Mai

2008-08-06T03:50:00.000-07:00

Lidt mere optimistisk (-:

Min 3. dag startede med at læreinderne Hám og Huong havde købt morgenmad med til mig - Ris med Tofu-svinekød´s smag og nødder. Hvilket gjorde mig helt vildt glad- ikke fordi maden var god, for det var den ikke! Men fordi det var første gang jeg har følt mig rigtig velkommen i klassen...

Børnene fortæller, via piktogrammer, hvad de har lavet den foregående dag...

Morgensang, hvor børnene på skift får et billede af dem selv og mens Hám synger viser de deres billede til resten af klassen- dette foregår hver morgen og sangen lyder fra alle 3 etager...

Houng har de sidste par dage brugt meget tid på at male nogle kurve og være kreativ, og idag forstod jeg så hvad det skulle bruges til!

Huong brugte idag det meste af formiddagen på at pynte op og stille legetøj frem på nogle borde:

Børnene måtte IKKE røre det, hvilket de selvfølgelig var helt vilde efter - meen de skulle sidde stille og kigge - hvilket jeg synes de skal de meste af tiden... )-:

Kl. 9.20 blev alle børnene, undtagen 3 (de 3 "bedste" i klassen), gænget ud af klasselokalet og ned i et andet- og jeg forstod ikke lige hvad der skulle ske... Kl.9.30 kom der 3 af de "øverst kommanderende" og skulle se hvor god Huong var til at undervise, og tror nok, at de synes at det var godt det hun havde lavet med de 3 børn- anede i hvert fald et lille smil fra Huong da de 3 damer var gået... (-:

Min dag sluttede med et kæmpe møsser- dejligt (-:

2008-08-04T04:41:00.000-07:00

Fam. Viet kom til middag - havde selv al maden med...

Vi havde spurgt om Trang ikke ville vise og hvordan man lavede forårsruller - det blev så til at hele familien kom og spiste og de havde selv al maden med... det var jo ikke lige dét vi tænkte, for vi havde sagt at vi nok skulle lave stegte nudler med grøntsager, så de skulle bare komme og spise, så skulle vi nok klare resten...

Synes lige i skal se nogle billeder, fra det som bare skulle være en simpel aftensmad, men som udviklede sig til et festmåltid...

Trang og jeg tilbereder grøntsagerne til de stegte nudler

Sara dækker "gulv"... (-:

Trang synes vi skulle vente til al maden var kommet... Vi troede at al maden var kommet...

SÅ var al maden kommet... Det var ubeskriveligt lækkert!!!

Familien Viet:

Trang og hendes bror Qwan og deres forældre (kan ikke huske deres navne)

Os der bor i huset

Vi havde også købt en kage til dessert, men den skulle virkelig klemmes ned, for der var faktisk ikke plads til mere...

Første dag på Sao Mai

2008-08-04T03:45:00.000-07:00

Mandag d. 4. august

Puhha...

Vi (Sara, Jannie og Jeg) tog afsted kl 7.00 i morges og ankom til Sao Mai 7.40, så der var lige tid til at ryge en enkelt cigaret og få styr på nerverne, eller måske rettere sagt, den manglende lyst...

Da jeg kom op i min "klasse" var der ca. 18 børn og kun én lære(Hám)- jeg tænkte at de 2 andre lærere måske var lidt forsinket. Det viste sig så, at de andre lære var igang med noget andet, så det var kun Hám og jeg der skulle tage os af de 18 børn...

Det første jeg lagde mærke til, var en lille dreng på ca. 2 år, som var dybt ulykkelig, han græd meget, men der var ikke rigtig nogen der prøvede at trøste ham, han fik bare lov at sidde for sig selv... Det kunne mit hjerte ikke bære, så jeg satte mig over til ham og forsøgte, så godt jeg nu kunne, at trøste ham - dog uden det store held )-:

Hám er ikke så god til engelsk og den eneste verbale kommunikation mellem hende og jeg var "how are you?, Welcome og Help me!" Jeg forsøgte at spørge lidt ind til børnene, hende og dagens program, men hun forstod ikke hvad jeg sagde, trods massere af fagter og grimasser. Det var MEGET frustrerende og da jeg gik til frokost, var jeg mildestalt parat til at opgive!

Efter frokostpausen, som varer 2½time inkl. en god lur - så tingende lidt lysere ud. Hám og jeg fik kommunikeret lidt mere end det ovenstående og jeg tror måske at hun har været lidt genert, hvilket manglende fællessprog ikke hjælper på! Hun begyndte så småt, at medinddrage mig i aktiviterne, ved at vise mig piktogrammerne for disse, hvor aktiviteten også er skrevet med engelske ord, hun viste også interesse for at lære at udtale disse ord (-:

Kl. 16.30 forlod vi igen Sao Mai og det var med lidt lysere sind, dog er jeg frustreret over ikke at kunne spørge ordentlig ind til "hvad, hvorfor og hvordan", men tror det ordner sig, som dagene går og jeg kommer mere ind i "rutinen"

Skemaet for 1. dag på Sao Mai (som jeg oplevede det):

kl. 8-9 Morgensang, med præsentation af alle børnene, hvor de efter tur fik et billede af dem selv og derefter viste det til de andre, samt andre "sanglege", hvor Hám sang og de klappede i takt

kl. 9-10 Motoriktræning, hvor de skulle pege på mund, øjne, øre osv., og noget der mindede om den gammeldaws gymnastik, hvor de gik ned i knæ, fejede med armene mod gulvet, strakte armene ud til siden osv.

kl. 10-11.30 Mad, nogle af børnene fik ris med noget hakket kød og grønt, men andre fik grød - tror nok at det var de ældste der fik ris og de mindste som fik grød, de som fik grød, skulle mades og det foregik ved at jeg fik én skål og én ske og så skulle jeg ellers made 4 børn med dette...

kl. 11.30-14.00 Alle skulle sove - håber og tror, at der blev én lære i klassen og sov sammen med børnene, med er ikke sikker...

kl. 14.00- 15.00 sprog-udvikling, Hám fortalte historie, til 3 billeder og børnene skulle derefter op og fortælle lidt om billedet, samt sige hvad hun pegede på, efter tur...

kl. 15.00 - 15.30 "Jeg kan" ,børnene fik vist hvordan man ligger en karklud sammen og derefter skulle de op og efterligne dette- igen efter tur.

kl. 15.30 - 16.30 ??? Afhentning ???, læreinderne sad og ordnede protokol, tror jeg, mens børnene sad på rad og række og ventede på at deres forældre kom og hentede dem, jeg legede med børnene i denne tid- men ved ikke om det er normalt, eller om de bare skal sidde og vente...

Alt i alt en speciel dag, børnene er meget hårde ved hinanden, slå, niver, sparker og kaster ting efter hinanden og læreinderne råber noglegange af dem, men ellers mindede det mest om: "survival of the fittest". Dog skal det lige nævnes at de også er kærlige overfor hinanden og mig og jeg har fået mange kram og kys idag, hvilket hjalp mig igennem dagen (-:

Meget er sket, på få dage...

2008-08-02T10:10:00.000-07:00

Tirsdag

En mærkelig Massage...

Efter en laang travetur rundt i Hanoi, synes vi at en fodmassage var velfortjent- meen det var en lidt anderledes oplevelse end vi havde regnet med! Da vi kommer ind i det knap så stemningsfulde lokale, hvor man, efter det visitkort vi kort forinden havde fået på gaden, skulle kunne få en fodmassage var vi allerede lidt skeptiske. Pigerne havde meget korte shorts og nedringede bluser på, men vi betalte (35kr) og blev vist ind i et lille lokale... Pigerne var meget hæmningsløse og meget frembrusende, de berørte Sara på upassende steder- når man tænker på at det var en fodmassage vi havde betalt for! Og var meget interesseret i at lære os de vietnamesiske ord for de kvindelige kønsdele... Og da de 30min ENDELIG var gået, ville de have drikkepenge før de lukkede os ud... Hmm det var ikke lige det vi havde regnet med, men en oplevelse fik vi da...

Så så man lige det Brasilianske landshold...

Sara og jeg tog ind i lufthavnen om eftermiddagen for at hente Jannie og Allan (det par som også skal bo i huset) og deres venne-par Lasse og Henriette, som skulle bo i huset til fredag... da vi kom ud til lufthavnen var der fyldt med mennesker... Den første tanke var, at vietnameserne troppede fuldtallige op, når et familiemedlem kom hjem, men da vi så tv-folk og fotografer, tænkte vi at det måske var én eller anden kendt asiatisk sanger der kom - meeen NEJ - det var simpelthen selveste det Brasilianske landshold der kom-Hvor heldig har man lige lov at være..! Vi ventede i godt 30min og da de endelig kom opstod der fuldstændig kaos, betjentene som stod med ca. 5 meters mellemrum kunne ikke holde folk tilbage og de brasilianske spillere måtte løbe igennem og betjentene slog med deres knipler, i forsøg på at opretholde ro...

En meget voldsom men unik oplevelse, jeg havde selvfølgelig mast mig til en god plads, men måtte kæmpe for ikke at blive væltet omkuld...

Onsdag

Kl. 8.00 drog vi afsted mod Sao Mai, det sted hvor vi skal være i praktik det næste halve år, Mie og Lotte tog med os. Vi kom op til Dr. Lan, som er leder af centret og vi havde siddet et kort øjeblik og snakkede med hende, da nogle Skotter kom for at se stedet, med henblik på at donere nogle penge/frivillige til stedet og vi blev straks tilsidesat... Dr. Lan´s sekretær viste os rundt på stedet. Mit første indtryk var at det var et meget trist sted, selvom der hang lidt billeder på væggene og der var børn over det hele, så synes jeg stedet virkede lidt koldt- måske skyldes det at jeg havde en følelse af at være tilsidesat og af ikke at være velkommen... Jeg faldt straks "klassen" for børn med downs syndrom - Én af grundene var nok at det første der skete,da vi kom for at se "klassen" var, at en af drengene løb over og gav mig et STORT kram- Så er man da solgt!!! Vi fik, med lidt overtalelse, lov til selv at vælge hvilket "klasse" vi ville være i og jeg skal så starte i klassen for børn med Downs syndrom (alderen 3-4 år tror jeg) på mandag- med blandede følelser, for da vores valg var godkendt, skulle vi op og hilse på læreinderne i vores respektive klasser og det første der skete var, at jeg fik stukket en skål grød i hånden efterfulgt af sætningen "please help me" og så kunne jeg ellers gå igang med at made en ca. 3år gammel dreng... Puha det var ikke lige den introduktion jeg havde i tankerne...

Senere på dagen tog Allan, Jannie, Lasse, Henriette, Sara og Jeg i badeland og fik "luftet" vores hoveder lidt- det var bare så skønt, trods det at der blev kigget helt vildt på os, som om vi kom fra en lille grøn planet et sted i universet...

Torsdag

Kl. 7.00 tog vi afsted mod børnehaven, hvor Maj og Lotte havde været. Da vi alle skal være på Sao Mai, specialbørnehave, ville vi gerne se hvordan en almindelig børnehave fungerer og ser ud. da vi kom blev vi varmt budt velkommen og omgivelserne var farverige og læreinderne var gode til engelsk og både de og børnene var meget imødekommende- jeg fik meget hurtigt en følelse af, at jeg meget hellere ville være der end på Sao Mai... men senere fik vi af vide, at meget af det vi havde set, var et "spil fra galleriet" og at hverdagen så meget anderledes ud- det beroligede mig meget!

Fredag

Mystiske butikker -og navne på caféer...

En butik der sælger Giner...

Hvor skal man lige sidde ???
Icream-mangler der mon -CE???
Hvad mon der er i driks´ne her??

Sara og jeg havde set på kortet over Hanoi, at der skulle være en Flower Village i nærheden, så vi prejede en taxa og bad ham køre os derud- Vi spurgte selvfølgelig om hvor langt der var og da han sagde 50min kørsel synes vi at en pris på 90000VD(ca.30kr) var en rimelig pris- lidt rutinerede er vi vel blevet... Det viste sig dog at der var under 15min kørsel og at de 90000Vd var ALT for meget, nå men da taxa-manden stopper er vi midt i et kvarter, som langt fra lignede en Flower Village- Det var dog det rigtige sted, men det åbnede bare først i december... Hmm Taxa-manden var vist lidt mere rutinerede end os...!

Om aftenen tog vi på Hilton, for at se venskabskampen Brasilien-Vietnam. Brasilien vandt 2-0 og det var en meget kedelig kamp. Men der skulle da lige tages et billede af mig med min "Fake" LV-taske på Hilton- ikke hver dag man kommer så fine steder...

Lørdag
Officiel "snyd-louise" dag...
Savner godt nok DK i dag - Vietnameserne er en hel del anderledes end danskere på mange områder- f.eks. i dag, da vi skulle i Metro (ja- den samme som vi har i danmark) og handle stort ind...Vi kørte med en taxa derud og han SNØD så meget med taxa-meteret, vi betalte 3000000VD (90kr) for at komme derud og hjem kørte vi så med en anden taxa (Malin-Taxa) og betalte 1000000VD (30kr) IHHH hvor er det bare røvet, at snyde os så meget, bare fordi vi er "turister"... Og i Metro gik de bare ind forand i køen og tilsidst fik jeg et mindre nervesammenbrud - jeg tog en dames pose med bønner og smed den væk, da vi for 199378463274382947 gang var blevet sprunget over i køen til vejning af grøntsager... Wusaaa måtte virkelig tælle til 10 mange gange for ikke at gå helt amok!!!
Da vi så senere var på KFC og jeg skulle have lidt mayo til mine pomfritter, ville kassedamen have ekstra penge for det, tror 20000VD- godt nok kun 6kr, men da mine pomfritter kostede 18000VD synes jeg det lød lidt mystisk- det viste sig så, at de slet ikke havde mayo og hun, OGSÅ, bare prøvede at tage R.... på mig!XSASCWRCWFCSJJ 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10... Håber godt nok at en anden tager titlen i morgen, for ellers tror jeg nok jeg bliver helt gak-gak!!!!

Puha - sikken meget larm..

2008-07-26T23:03:00.000-07:00

Mini tour til templet i Ho Hoan Kiem søen...

Vi tog ind Til Ho Hoan Kiem søen igen, igen... Der er en masse at se og vi ville specielt gerne se Ngoc Son-Templet, som ligger ude på søen.

Indgangen, før templet, var meget flot, og inden man kommer til selve templet, er der mulighed for at brænde penge og røgelse af for de døde. Det er vist nok sådan, at det betyder rigdog efter livet og vist også for de efterladte.. Damen på billedet brænder røgelse af.

For at komme ud til templet, skal man over en rød bro- kaldet The Huc- solstrålebroen...

Med ryggen mod templet- fik desværre ikke noget billed af selve templet, da mit kamera gik død for strøm )-: Men det kan anes på det første billede.

Ved templet er der udstillet en skildpadde, som blev fundet og døde i 1986, da vejede den 250kg og var 2.10m lang... Man mener at den har levet i søen i 4-500år og er en nær slægtning til Kim Quy, den gyldne skildpadde som hjalp Kong Le Loi med at fordrive kineserne i 1420 ´erne....

Bagefter Gik Sara og jeg lidt rundt i gaderne nær Hoan Kiem søen, men det er meget turistet og befærdet, så jeg fik pludselig bare for meget af hele tiden at skulle afvise gadesælgere og af alt den larm og dyttende biler, knallerter og taxier... Så om aftenen var vi bare hjemme og slappede af i hovedet...

Regn og Wellness

2008-07-26T22:32:00.000-07:00

Det blev til en hyggedag...

Vi havde ellers planlagt at gå en tur rundt om Ho Hoan Kiem søen, men da det regnede en hel del, måtte vi ændre planerne lidt... Vi trodsede dog vejret og begik os mod søen, da regnen var stoppet lidt, men da vi havde gået i ca. 20 min. begyndte det igen og regne, så vi måtte købe et paraplyer, til ca. 5 kr...

Men det blev værre og vi søgte ly i en lille lokal Café, hvor jeg forsøgte endnu engang, at købe en kop kaffe med mælk... det lykkedes efter mange fagter og mimik at få en kop kaffe med ekstra vand og flydende mælk, så jeg var lykkelig(-:

Vi gik videre da regnen var stillet lidt mere af og kom, næsten tørre, frem til Ho Hoan Kiem søen. Vi fik øje på en skobutik, som havde udsalg og det kunne vi jo ikke stå for, så der måtte vi ind. Hold da helt op, det var rigtige "sex and the city"-sko og der var SÅ mange forskellige- "heldigvis" kunne jeg ikke passe deres str.40. så jeg sparede en masse penge (-: Da vi kom endelig kom ud af butikken, regnede det igen..

Vi besluttede at forkæle os og tog hen til en negle butik, som Trang havde anbefalet og der fik vi manicure, sat acryl negle på og fik lakeret negle på fødderne... Hvilket vi gav 425000Vd = ca. 140kr

De forstod ikke helt at vi ville have fransk manicure- negle på hænderne - i Vietnam er det nemlig moderne at sætte disse negl på tåneglene... Eller også bliver tåneglene udsmykket med diverse sten og motiver...

Der er meget at se...

2008-07-26T21:43:00.000-07:00

Ho Hoan Kiem søen

Sara og jeg tog til "Ho Hoan Kiem" søen - det tilbageleverede sværds sø... Historien fortæller at da Kong Le Loi havde fordrævet kineserne i år 1427, sejlede han ud på søen med sit sværd, og en stor gylden skildpadde (Kim Quy) dukkede op og tog sværdet tilbage, som den havde lånt kongen, så han kunne besejre kineserne... Det lille tårn (Thap Rua) midt på søen er viet til skildpadden, Kim Quy, og kaldes skildpadde tårnet.

Vi satte os ved søen og drak en kold øl og nød udsigten og atmosfæren. Jeg fik den idé at jeg synes det kunne være helt vildt flot, hvis vi kunne få taget et billede af os, der sad og nød udsigten... Jeg spurgte et Vietnamesisk par, som sad bag os, om de ikke ville tage et par billeder- gav dem kameraet og satte mig tilbage med ryggen til... Hmm ikke så gennemtænkt, men heldigvis var de ærlige mennesker!

Damen (Huong) kom ned og snakkede med os- hun var ret god til engelsk og hun tilbød os at vise os lidt af det det "rigtige" Hanoi, så vi fik hendes nummer og vil helt sikkert benytte os af det..

Vi var også en tur i supermarkedet, de har utrolig mange tørrede ting (kød og fisk), som hænger i lange baner i markedet- troede først at det var til hunde, da det ligner det vi kender herhjemmefra - men nej det er fordi at det langt fra er alle, som har køleskab og det kan derfor bedre holde sig...

Jeg har af samme grund også haft utrolig svært ved at finde frisk mælk til min kaffe... Har gennem mange forsøg dog endelig fundet mælk- men ikke frisk som vi kender det fra DK- men sojamæk... De kan godt lide at mælken er sød, så har haft lidt svært ved at finde usødet mælk. En dame prøvede endda at sælge mig modermælkserstatning til min mælk...)-:

Det var en lang tur og vi fik gået utrolig meget, så mine fødder og ben var ret hævede- så om natten blev jeg nød til at lægge med benene oppe, i håb om at jeg næste morgen kunne se mine ankler igen...

Den første dag i Hanoi - Nu med video

2008-07-23T11:27:00.000-07:00

Lige et par billeder af vores hus:

Set udefra................................Set indefra (lige når man kommer ind)

Den første dag i Hanoi

Jeg vågnede kl. ca. 7.00 i morges - en masse dytten og trafik vækkede mig og jeg gik ud på altanen for at se hvad det var... det er åbenbart bare sådan morgen trafikken -og i det hele taget sådan al trafik foregår hernede... Jeg optog lidt af det, så her ses både min udsigt fra altanen og trafikken.

Husejeren og hans datter (Trang), kom kl. 7.30 for at hjælpe os med internettet, som vi ikke kunne få til at fungere- men det kunne de heldigvis (-: senere tog vi en tur rundt for at se byen. Det var så ufattelig varmt og mine ben og ansigt hævede helt vildt - men synes dog at jeg så småt er ved at vænne mig til varmen...

Noget af det første der mødte os -og især overaskede mig var en lille skaldet hane der gik frit på gaden

Vi fik af vide at det var så den så mere farlig ud og at den vist nok blev brugt til kamp... stakkels den!

Vi gik en tur rund om søen (Hô` Giâm - udtales Ho Sam), som ligger lige udenforan vores hus

Det er en en meget fin park, men en knap så ren sø... men jeg er meget overrasket over hvor ren

og velholdt den er - men tror vist også at den bliver "gjort ren" flere gange om dagen. Lige overfor parken er Quô`c Tù`Giàm - det første nationale universitet i Vietnam og det besøgte vi selvfølgelig også, men da vi skulle mødes med Trang, var vi desværre i lidt tidsnød, så vi fik ikke set det hele - men det kostede kun 5000VD (ca. 3kr) så vi tager derhen igen senere og ser det hele.

Trang havde tilbudt os at vise os supermarkedet og hvor vi kunne købe et Vietnamesisk sim-kort - så det tog vi selvfølgelig imod med kyshånd, Trang er meget hjælpsom og hun viste os alle mulige forskellige steder og sørgede for at vi ikke betalte overpris for vores vare. Desværre ville min mobil ikke tage det vietnamesiske sim-kort så jeg har måtte købe en ny mobil, til den nette sum af 1.500000VD (ca. 400kr) så nu virker den (-:

Mit nummer er: 01224185459

Ved endnu ikke om der skal skrives nogle tal foran nummeret for at kunne sende sms´er fra DK- men finder ud af det i morgen (-:

Til sidst lige nogle stemningsbilleder:

læg mærke til el-ledningerne og kablerne...
De renser bassinet

farve til maling

Gadesælger med puder
Tror de er "skralde-damer"... eller måske gartnere...

Ankommet

2008-07-23T10:56:00.000-07:00

Så ankom Sara og jeg endelig efter ALT for mange timer i fly, rygekabiner og dårlige sove/sidde-stillinger...
Det første der mødte os da vi stod ud af flyveren var en ubeskrivelig varme. Kl. var 20.30 og der stod 32C på termometret samtidig var luft fugtigheden sindsyg høj, så det føltes som om vi gik direkte ind i en sauna!
De studerende som er hernede nu havde arrangeret en taxa til os, så da vi havde hentet kufferterne og været igennem tolden stod der en mand (Lol) med et skilt med danske flag og vores navne på. han tog vores kufferter og så kørte vi af sted mod vores hus. Trafikken var det næste som overraskede mig, Lol kørte midt i vejbanen og dyttede ca. hvert minut og det var både af forankørende, bagvedkørende og noglegange bare for at dytte - jeg fandt i hvert fald ikke noget system i dytterriet...
Da vi ankom til huset tog ejerne imod os - de var meget venlige og søde, de løb straks af sted og købte dejlig nudelsuppe, tørre nudler, chips, æg og brød til os....
Efter lidt snak med dem og overrækkelse af de gaver (dansk chokolade og royal copenhagen askebæger) som vi havde med til dem, gik vi igang med at pakke ud og så var det vist tid til et lille glas rødvin og snak om alt det der var sket de sidste 36 timer...

Og så på hovedet i seng... Dog ikke uden at sige godnat til vores nye roommate:

Baby-Gekko

Obligatoriske elementer i rejsebloggen

2008-07-04T06:47:00.000-07:00

Obligatoriske elementer i bloggen

Beskriv i bloggen dine overvejelser (inden opholdet)
-Det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er..
-Den største faglige udfordring tror jeg bliver...
-Den største personlige udfordring tror jeg bliver...
-min største bekymring er
- Det, jeg tænker det betyder, at være dansk i udlandet er...
- Det, jeg kommer til at savne mest bliver nok...
-Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket...

Institutionsbeskrivelse (efter 4 uger)
Præsentation af institutionen, herunder: Institutionens lovmæssige tilhørsforhold og samfundsmæssige betydning
- Hvordan ser den ud? Hvor ligger den? giv læseren en beskrivelse, suppler gerne med billeder
- Hvilken samfundsmæssig funktion har institutionen?
- Hvordan er den placeret indenfor det administrative system (hvilket ministerium, evt. hvilken international organisation, lovgrundlag e.lign., der beskriver institutionens overordnede formål).
- Er den privat, hører den til en organisation, får den tilskud fra staten, "community" eller hvorfra?
- Er der forældrebetaling/brugerbetaling?
- Normering

Beskriv dine mål (efter 6 uger)
Hvad ønsker du at opnå med din praktik, hvilke mål ar du sat dig, hvilken viden vil du få brug for, for at opnå dine mål? Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den pædagogik og det samfund du færdes i?

Institutionens pædagogik (efter 10 uger)
- Hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen?
-Hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i DK?
- (Hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet?)
- Hvordan forklarer d aktiviteterne og deres handlinger og relationer ift. børn eller brugere?
- Er den styrket af en "læseplan" eller andre centrale forordninger?
- Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte sig?
- Hvilke sider af læring lægges der vægt på?
- Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig?
- Hvordan ser en typisk dag/uge ud?
- Værdier ift. DK vs. Vietnam?

Indlæg i bloggen (efter 12 uger)
Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således, at studerende i DK kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.

Om kulturen (efter 16 uger)
- Hvilke grupper institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper- og har det nogen betydning)?
- Hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, minoriteter mv.)?
- Hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det?
- Hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv?
- Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner, er der stærk styring fra ledelsen, er der udefra vedtagne retningslinjer som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?

Indlæg i bloggen (inden hjemrejse)
Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet?
- F.eks. ud fra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i...
Hvad har du lært om dig selv?
- På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig?
- Hvorledes reagerer du i fremmede forhold?
- Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig?
- Andet...

Afrunding af blog (efter hjemkomst)
Skriv en kort opsamling og f.eks. lidt om at vende hjem samt et venligt farvel til dine læsere.

Tanker før afrejse

2008-07-04T06:35:00.000-07:00

TANKER FØR AFREJSE

Jeg har valgt udlandspraktik af flere forskellige årsager, blandt andet fordi jeg er jeg overbevist om, at jeg vil blive udfordret såvel fagligt som personligt på mange områder og samtidig finder jeg det utrolig spændende og interessant, at komme ud i verdenen og lære om andre kulturer. Heriblandt finder jeg det meget spændende og lærerigt, at skulle lære den vietnamesiske kultur, samt deres pædagogik at kende, samt at skulle udveksle pædagogiske overvejelser og synspunkter.

Det følgende du vil læse, er et forsøg på at beskrive mine umiddelbare tanker og følelser om hvad jeg skal ud og opleve, hvad der er i vente i Vietnam og hvad det kommer til at betyde for mig, som person… I skrivende stund er der lidt over 2 uger til jeg rejser og det er faktisk forbløffende svært for mig, at forholde mig til det faktum, at jeg skal forlade mine trygge rammer i Roskilde i et halvt år, for at bo i Vietnam…
Jeg kommer uden tvivl til at savne mig dejlige familie, min mor, far, mine brødre, mine skønne venner og veninder, som alle er så stor og vigtig del af min hverdag… det bliver svært, ikke lige at kunne smutte forbi når man har lyst og brug for en lille snak, hygge, kommer i det hele taget til at savne deres selskab og det bliver nok den største personlige udfordring for mig, at forlade alt det man kender, mennesker, normer, kultur, mad osv. L
Heldigvis skal jeg rejse med Sara, som jeg er overbevist om at jeg vil komme rigtig godt ud af det med. Samtidig skal Jannie og Allan, kærestepar fra Slagelse, også bo i huset sammen med os og min fornemmelse af dem, er at det bliver hyggeligt og at vi nok skal komme godt ud af det sammen, det håber jeg i hvert fald…)-:
Jeg kommer nok også til at savne rugbrød, frikadeller og alt hvad man ellers forbinder med Danmark... Samtidig glæder jeg mig også rigtig meget til at lære den Vietnamesiske kultur at kende, jeg tror at det bliver rigtig godt for mig, at lægge den ”stressede” danske kultur lidt væk og ikke tænke på alt det der også skal nås, i dag, i morgen og i næste uge, men bare være i nuet. Måske bliver det svært, da det er så indgroet i mig, eller måske gir det helt sig selv når man er midt i den Vietnamesiske hverdag... Jeg tænker at det vietnamesiske samfund er meget anderledes skruet sammen end det danske og jeg tror at der er mange ting, som jeg, som dansker, vil finde underligt, være undrende overfor og måske aldrig vil kunne forstå, men jeg håber, at jeg vil være i stand til at være så åben som muligt og bare forholde mig nysgerrigt til det og ikke have for mange forforståelser/fordomme til tingene.
Jeg har haft mange bekymringer/tanker ift. at skulle i praktik i en specialbørnehave: har vietnameserne et helt anderledes syn på ”handicappede” end vi har i vesten og hvordan vil jeg reagere på dette. Jeg ved, at de i nogle institutioner tvangsfodrer børnene, hvilket jeg tror, vil blive meget svært for mig at se på og jeg har nok svært ved ikke at reagere på det én eller anden måde… Jeg ved også, at ikke alle i institutionen er lige gode til engelsk, så jeg er lidt bekymret for hvordan kommunikationen, imellem mig og de ansatte, kommer til at foregå… Sidst men ikke mindst hvordan bliver kommunikationen mellem mig og børnene og vil sproget overhovedet blive det vigtigste eller bliver det kropssprog og mimik det primære i kommunikationen imellem børnene og mig…?
Heldigvis skal Sara og Jannie også arbejde samme sted, så vi har da hinanden og kan bruge hinanden til at diskutere og snakke om de problemstillinger der uden tvivl vil opstå…
Jeg håber og tror, at dette ophold i Vietnam vil få stor betydning for min personlige udvikling, idet jeg vil lære mine personlige grænser bedre at kende, bliver udfordret på egne værdier og holdninger, samt på mine pædagogiske metoder og arbejdsmåder. Herigennem tror jeg, at jeg vil blive mere åben, tolerant og forstående over for andre kulturer og deres pædagogik.
Alt i alt håber jeg, at få en masse erfaringer og viden med, som jeg kan bruge i mit videre arbejde som pædagog, da jeg mener det er meget vigtigt at have kendskab til andre kulturer, når man arbejder som pædagog.

Adrgh...

2008-06-23T02:17:00.000-07:00

Min tanke er, at Sara og jeg skal have en konkurrence om: hvem der spiser det ulækreste... Meeen skal lige have overtalt Sara.. :-)